Boulahrouz hjem til specialister

17.01.2014 09:27

Problemer med læggen kostede Khalid Boulahrouz derbyet mod FC København den 1. december.

Det er samme skade, der betyder, at Brøndby IF's hollandske forsvarsspiller går glip af resten af træningslejren i Dubai.

Khalid Boulahrouz tjekkede ud sent torsdag aften på Dubai-hotellet Jebel Ali Beach for at sætte sig i et fly med kurs mod Holland.

En ekstra sikkerhedsforanstaltning

- Vi vælger at gå meget forsigtigt frem i Boulahrouz' tilfælde. Vi har passet godt på ham hele januar ud fra devisen, at vi ikke må presse ham. Han har trænet fint her i Dubai, men for et par dage siden mærkede han "et stik i læggen". Det tænder nogle advarselslamper hos alle - fra Boulahrouz over trænerstaben til den medicinske sektor, forklarer cheftræner Thomas Frank.

- På den baggrund og efter samråd med spilleren har vi valgt at sende Boulahrouz hjem til scanning og efterfølgende behandlinger hos specialister i Amsterdam. 

- Man kan kalde det en ekstra sikkerhedsforanstaltning. Boulahrouz er perfektionist og lytter opmærksomt til de signaler, hans krop sender. Vi kommer til dagligt at være i kontakt med Boulahrouz for at tale det videre forløb igennem. Dosering er nøgleordet, når det handler om at få et godt skadesforløb.

Khalid Boulharouz møder Brøndby-truppen igen i næste uge, når træningslejren i Dubai er slut. På grund af karantæne er forsvarsspilleren i forvejen afskåret fra at deltage i forårspremieren mod AaB.