
Núñez: En god start for mig
07.02.2014 08:21
Ariel Núñez kan sætte gang i den. Det var tilfældet, da han og Alexander Szymanowski hev en højttaler frem under busturen fra lufthavnen til hotellet onsdag eftermiddag, og det var tilfældet, da han få timer senere satte tre bolde i kassen i det afsluttende intervalspil. Den ene gang endda med et køligt vip, der resulterede i klapsalver på sidelinjen.
De seneste par dages træningspas markerede Ariel Núñez første aktioner som Brøndby-spiller, og den rapfodede landsholdsspiller fra Paraguay er glad for sin beslutning.
Glad for Thomas Franks tilgang til spillet
- Jeg har en god følelse omkring mit skifte, og træningslejren er en god start for mig. Der er en god atmosfære på holdet, så jeg er glad for at være her, fortæller Ariel Núñez.
- Fællesskabet og sammenholdet virker stærkt. Det mærker man både til træning, når vi spiser, og når det blot er tid til at slappe af. Det er dejligt, tilføjer den nyslåede Brøndby-spiller.
Allerede i forhandlingsforløbet blev Ariel Núñez præsenteret for Brøndby IF's spillestil og -filosofi. To træningspas er måske et spinkelt grundlag, men sammenlagt med de forudgående samtaler føler han sig tryg ved at skulle falde ind på holdet.
- Der bliver trænet meget med bold, og det er jeg glad for. Det er et vigtigt aspekt for mig, siger den 25-årige offensivspiller og tilføjer:
- Dernæst kan jeg godt lide taktikken, filosofien og hele Thomas Franks tilgang til spillet. Både offensivt og defensivt. Jeg kan godt lide den måde, man tænker fodbold på i Brøndby.
Ariel Núñez ved træningen onsdag aften - den hurtige offensivspillers første af slagsen med de nye holdkammerater.