Nikolai Laursen: Det giver en enorm motivation

03.02.2014 08:21

15-årige Nikolai Laursen, der har spillet i Brøndby IF siden barnsben, fik søndag eftermiddag uofficiel debut, da Thomas Frank indskiftede ham i pausen af træningskampen mod HB Køge.

Ud over spilletiden til Laursen var der søndag værdifulde minutter til hele 10 talenter på 18 år eller derunder.

For det unge offensivtalent Nikolai Laursen var det en helt særlig dag og en meget stor oplevelse at spille for førsteholdet i Brøndby IF.

Faldt ikke igennem

- Det var rigtig, rigtig stort for mig. Det var en drengedrøm, der gik i oplevelse for mig, selv om det ikke var en officiel kamp.

- Jeg kunne selvfølgelig godt mærke, at tempoet var højt, men niveauet følte jeg godt, at jeg kunne være med på. Jeg faldt i hvert fald ikke igennem, synes jeg.

- Det giver mig en enorm motivation, at Thomas (Frank, red.) vælger at tage mig med til sådan en kamp her. Og at jeg så spiller en hel halvleg er bare super fedt. Jeg får lyst til at prøve det igen, og det giver virkelig blod på tanden til at arbejde stenhårdt videre, lyder det fra en glad 15-årig.

NL

Nikolai Laursen glæder sig dagen derpå over at have fået uofficiel debut for Brøndby IF allerede som 15-årig.