
Kahlenberg overtager anførerbindet
12.02.2014 08:00
Siden Thomas Kahlenberg kom tilbage til Vestegnen i sommerens transfervindue, har han været en vigtig spiller både på og uden for banen. Da Mikkel Thygesen, grundet en overrevet akillessene, må støtte holdkammeraterne fra sidelinjen, har cheftræner Thomas Frank valgt, at Kahlenberg overtager anførerbindet.
Thomas Frank hæfter sig især ved Kahlenbergs erfaring og lederegenskaber, men den centrale rolle på midtbanen spiller også ind.
Et naturligt valg
- Jeg synes, at det er naturligt at vælge en spiller som Kalle (Thomas Kahlenberg, red.), der har opbygget en solid erfaring og ikke mindst besidder en naturlig lederevne. Han respekterer alle, høj som lav, og det er ikke kun spillerne på holdet, men alle i klubben, fortæller Thomas Frank og tilføjer:
- Hans evner til at kommunikere og til at gå forrest er selvfølgelig også med til at gøre ham til et oplagt valg. Dernæst spiller han en central rolle på holdet, så alt i alt er det meget naturligt, at han overtager anførerbindet fra Thyge (Mikkel Thygesen, red.).
Den 30-årige midtbanespiller skal imidlertid ikke stå alene med opgaven. Martin Albrechtsen fortsætter i den rolle som viceanfører, han hidtil har delt med netop Thomas Kahlenberg. Sammen med Mikkel Thygesen udgør de fortsat spillerrådet i truppen.
- Det er stadig Thygesen, Albrechtsen og Kahlenberg, der skal varetage de roller, og man kan godt kalde dem de tre anførere på holdet. Skulle det ske, at Kalle af en eller anden årsag er forhindret i at spille, så træder Albrechtsen til, da han fortsat er viceanfører. På den måde ligger der naturligvis et fælles ansvar hos de tre, siger Thomas Frank.
Thomas Kahlenberg overtager anførerbindet fra Mikkel Thygesen, som sidder ude hele foråret på grund af genoptræningen fra en overrevet akillessene. Foto: Arnason.dk.