Kahlenberg: Glad for udtagelse

25.02.2014 17:05

Thomas Kahlenberg var tirsdag eftermiddag et af de 22 navne, som landstræner Morten Olsen trak op af klaphatten, da truppen til landskampen mod England den 5. marts skulle udtages i DBU's hovedkvarter i Brøndby.

Selv var "Kalle" overrasket, men forståeligt glad for udtagelsen.

- Det er et stykke tid siden, jeg har været med landsholdet, så jeg var da overrasket over at blive udtaget af Morten (Olsen, red.). Men jeg blev selvfølgelig rigtig glad, da jeg fik det at vide.

- Jeg har følt mig rigtig godt kørende fysisk og spillemæssigt her i opstarten, men min fokus har hele tiden været på Brøndby og på at bygge vores hold op, så landsholdet har jeg ikke tænkt så meget på indtil nu. Men selvfølgelig er det altid en ære at repræsentere Danmark, og det er jeg stolt over at skulle igen.

- Det bliver fedt at komme til Wembley og møde England. Det er en fed kamp at være med til og et rigtig stærkt landshold, vi skal op mod.

Thomas Kahlenberg er indtil videre noteret for 39 A-landskampe. Den første kom i 2003, hvor "Kalle" debuterede i en venskabslandskamp mod Ukraine. Den seneste landskamp for Kahlenberg var den 16. oktober 2012 i VM-kvalifikationskampen mod Italien i Milano.