
Holst: Kan godt gå hen og blive farligt
10.02.2014 12:14
Frederik Holst fik lidt under en times spilletid i lørdagens træningskamp mod ukrainske FC Sevastopol. Et rødt kort gjorde, at han måtte forlade banen før tid, men ser man bort fra den situation, leverede Brøndby-backen en solid indsats.
Frem ad banen blev det til flere flotte kombinationer med Alexander Szymanowski, og generelt var der godt styr på defensiven. Det er derfor en tilfreds Frederik Holst, der vælger at tage de positive ting med fra kampen.
Godt samarbejde med Szymanowski
- Straffesparket er irriterende. En rigtig skidt situation. Jeg står rimelig højt oppe på banen, fordi bolden er på vej fra modsatte side over mod min. En aflevering på tværs bliver desværre læst, og så er deres kant helt oppe ved vores målfelt. Jeg prøver at spurte hjem for at nå ham, men når så ikke at stoppe inde i feltet. Det er egentlig fint nok at dømme straffe, men rødt kort i en træningskamp er måske lige hårdt nok, siger Holst, der dog overordnet set er tilfreds med sin indsats:
- Jeg synes, at det gik super, hvis man ser bort fra straffesparket. Alex (Alexander Szymanowski, red.) og jeg havde et rigtig godt samarbejde ude på højrekanten, og vi kom til tre gode gennembrud. Hvis vi havde været lidt heldigere og lidt skarpere, så havde vi måske scoret på et eller flere af indlæggene. Så det var godkendt. Og defensivt så det også fint ud. Det var lidt ærgerligt med det røde kort, men ellers fik vi lukket fint ned for deres omstillinger.
Holst og Szymanowski havde som sagt flere gode kombinationer i Brøndby IF's højreside, og den unge højreback ser da også muligheder i samarbejdet.
- Jeg synes godt, at man kunne mærke, at vi til træning har arbejdet på vores sammenspil. Nogle gange stod jeg bredt, hvor Alex så stod inde i lommen centralt. Andre gik jeg lidt ind, så han fik bredden og kunne trække ind i banen. Så det var positivt, og jeg synes, at det fungerede rigtig godt. Nu må vi bare fortsætte det gode samarbejde, for jeg tror godt, at det kunne gå hen og blive lidt farligt, hvis vi lykkes endnu bedre med de offensive aktioner, vi træner på, lyder den afsluttende kommentar fra Holst.
Du kan se målene fra 2-1-sejren ved at klikke her.
Frederik Holst gjorde en god figur i 2-1-sejren over FC Sevastopol. Foto: Arnason.dk.