Frank: Núñez er kommet godt fra start

14.02.2014 08:33

Det er gået stærkt for Ariel Núñez. Kort efter at have forladt hjemlandet Paraguay for at skrive kontrakt med Brøndby IF fik han udstedt en billet til træningslejren i Tyrkiet, hvor det er blevet til en halvleg i både 2-1-sejren over FC Sevastopol og i 3-1-sejren over FC Ujpest.

Selv om ni dage og to gange 45 minutters spilletid ikke er meget med ny kultur, ny taktik og nye holdkammerater, har den 25-årige hurtigløber allerede fået stjerner i bogen hos cheftræner Thomas Frank.

Enormt spændende spidskompetencer

- Han er kommet godt fra start. Ariel er faldet godt ind i gruppen, selv om der er sprogudfordringer, og både Alexander (Szymanowski, red.) og Boulahrouz hjælper til. Det går fremad skridt for skridt, så det er godt at se. En træningslejr er også en fin måde at starte op for Ariel, da det er meget intenst både spillemæssigt og socialt, siger Thomas Frank, som i løbet af de seneste ni dages træningslejr har fået bekræftet de individuelle kvaliteter, som fangede de blågules interesse.

- Han har nogle enormt spændende spidskompetencer med sin speed, i én mod én-færdighederne og i sine afslutninger, så det er tydeligt at se, at han har kvalitet. Vi håber, at han hurtigst muligt kan bringe det i spil på holdet.

Cheftræneren har dog tålmodighed i forhold til at lade den rapfodede offensivspiller falde helt på plads.

- Man skal huske på, at Ariel kun har et halvt års erfaring med europæisk fodboldkultur via udlejningen til Osasuna, så han har selvfølgelig brug for tid til at tilpasse sig. Vi har hele tiden vidst, at det ville kræve en indkøringsperiode, så det er vi helt afklarede med. Det var en anden situation med Alexander, da han er vokset op og "uddannet" i Europa med mange år i spansk fodbold, fortæller Thomas Frank og tilføjer:

- Dernæst ser vi Ariel som både kantspiller og spidsangriber. Han har spillet mest på den centrale 9'er, så der er også noget tilvænning til en ny position, en ny kultur og ikke mindst nye taktiske aftale med nye holdkammerater både defensivt og offensivt. Vi spiller mere struktureret, end han har været vant til, men det skal nok komme, for vi kan se, at han allerede har rykket sig i løbet af de første ni dage.

AN

Ariel Núñez er kommet godt fra start i de første ni dage med de nye holdkammerater.