
Frank: Jeg smilede hele anden halvleg
02.02.2014 14:56
Søndagens træningskamp mod HB Køge var en rendyrket fornøjelse for alle, der elsker Brøndby IF og dertilhørende blågule talenter. Ikke så meget på grund af resultatet (1-1) eller på grund af særligt besnærende kombinationsspil, men på grund af det store potentiale, som en lang række af Brøndbys unge spillere tydeligvis er i besiddelse af.
Cheftræner Thomas Frank gav spilletid til blandt andre 15-årige Nikolai Laursen og 16-årige Daniel Stückler, mens otte andre talenter på 17 eller 18 år også deltog i kampen.
Thomas Frank var efter kampen meget begejstret for de unges indsats og for det store potentiale, der ligger gemt i de unge ben.
De unge tør og kan spille
- Kampen som helhed er jeg udmærket tilfreds med. Vi var fast besluttede på at spille bolden op af banen helt nede fra, og det lykkedes overordnet set ok trods HB Køges gode og høje pres specielt i starten af kampen. Vi var stærke med bolden i overgangen fra fase 1 til fase 2, mens vi derefter skulle have været i stand til at skabe flere store chancer og gennembrud i fase 3. Derudover smider vi generelt lidt for mange nemme afleveringer væk, så det skal der arbejdes med.
- Anden halvleg var bedre end første, og vi skaber egentlig muligheder nok gennem de sidste 45 minutter til at kunne score et mål eller to mere.
- Jeg stod og smilede hele anden halvleg. De unge gutter her har simpelthen bare et kæmpe potentiale, og det er en fornøjelse at se, at så mange unge kan komme op i vores regi og gøre det så godt. Det er en enestående mulighed for os trænere at se så mange af de unge i aktion.
- Vi falder ikke i niveau i anden halvleg, selv om det klart må være det yngste hold, klubben nogensinde har stillet med. At vi på samme tid spiller med seks spillere på 17 år eller derunder og stadig gør det godt - det gør mig glad, og det lover rigtig godt for fremtiden.
- De unge kan og tør spille, og der skal lyde stor ros til alle de trænere og ledere, der har gjort og gør en kæmpe indsats i talentudviklingen.
15-årige Nikolai Laursen er en af de mange unge talenter, som fik chancen af Thomas Frank i søndagens træningskamp mod HB Køge. Foto: Arnason.dk