
Frank: Høj kvalitet, fokus, tempo og intensitet i Tyrkiet
15.02.2014 08:24
Thomas Frank kunne fredag morgen sætte punktum for en veloverstået træningslejr, da han og resten af trænerne samt spillertruppen vendte snuden nordpå.
Ud over to sejre i to træningskampe bød opholdet i Tyrkiet på en masse kvalitativ træning ifølge cheftræneren.
Kommer forhåbentlig flyvende mod AaB
- Jeg føler, at vi har opnået det, vi tog derned efter. Vi har haft en rigtig god træningslejr med en masse kvalitativ tid på træningsbanen, hvor vi har fået arbejdet videre med specielt vores måde at bygge spillet op på samt at fastholde spillet. De venlige temperaturer og gode baner har betydet, at vi har kunnet gå i dybden med detaljerne på træningsbanen.
- Mere konkret har vi i løbet af træningslejren haft rigtig stor fokus på at forbedre vores høje pres og på fase 3 - altså at kunne lave vores gennembrud på siderne og centralt samt være helt skarpe på de mønstre og aftaler, vi arbejder med dér. Det gælder også timing i løb samt positioner på banen og i feltet. De aspekter har vi bygget videre på, for der har vi manglet den sidste kvalitet. Men det synes jeg, at vi har fået flyttet i Tyrkiet.
- Uden for banen synes jeg, at vi fik brugt tiden fornuftigt med forskellige møder og aktiviteter, som har bragt truppen tættere sammen, så alt i alt er jeg meget tilfreds med udbyttet af træningslejren.
- Jeg synes overordnet set, at vi har fortsat den høje kvalitet, fokus, tempo og intensitet, som vi har haft i træningen gennem lang tid. Jeg er godt tilfreds med den træningskultur, vi har skabt, men vi forsøger alligevel konstant at skubbe til tingene for at højne træningsniveauet som meget som muligt.
- Nu glæder vi os til den sidste træningskamp på søndag (den 16. februar mod Flora Tallinn, red.), og så skal vi lige lidt ned i kadence, før vi forhåbentlig kommer flyvende den 23. februar mod AaB, lyder det fra Thomas Frank.
Cheftræner Thomas Frank i samtale med anfører Thomas Kahlenberg under træningslejren i Tyrkiet.