Frank: Fin generalprøve

17.02.2014 08:15

En 3-0-sejr over Flora Tallinn var resultatet af Brøndby IF's sidste test, inden AaB gæster Brøndby Stadion i forårspremieren i Superligaen søndag den 23. februar kl. 19.

En tilfreds cheftræner kunne fra sidelinjen i indendørsarenaen A. Le Coq Arena se sit hold dominere kampen fra start til slut mod esterne.

"Vi glæder os helt vildt til søndag"

Thomas Frank:

- Jeg er tilfreds med rigtig mange ting, og det er altid dejligt at få spillet de sidste 90 minutter før sæsonstarten i et rigtig fornuftigt tempo uden at få skader. Vi scorer tre flotte mål og har derudover fire-fem store chancer.

- Vi dominerer kampen fuldstændig og holder godt fat i bolden. Desuden har vi rigtig fint tempo i vores spil, vi får skiftet spillet rigtig godt, og vi angriber varieret.

- Der er nogle enkelte ting, vi skal gøre bedre. Eksempelvis giver vi tre-fire store muligheder væk, og det må vi simpelthen ikke mod en modstander af denne kaliber. Så det skal vi blive bedre til at undgå - især fordi det er os selv, der flere gange umotiveret smider bolde væk på grund af for sløset pasningsspil.

- Men alt i alt en rigtig fin generalprøve, og nu glæder vi os helt vildt meget til på søndag. Alle virker klar, og vi kommer tættere og tættere på den startopstilling, vi sender på banen mod AaB, lyder det fra Frank.

TF

Cheftræner Thomas Frank var godt tilfreds efter 3-0-sejren over Flora Tallinn søndag aften. Foto: Arnason.dk