Frank: Andrew går en stor fremtid i møde
25.02.2014 14:50
På et pressemøde i DBU tirsdag eftermiddag i Brøndby kunne unionen løfte sløret for kåringen af de tre talentpriser, U17, U19 og U21.
Akkurat som det har været tilfældet de tre seneste år, var et Brøndby-talent blandt vinderne.
Andrew Hjulsager blev nemlig kåret til Årets U19-talent foran landstrænergruppen og en forsamlet dansk sportspresse.
Det største talent i årgangen herhjemme
Det valg er cheftræner Thomas Frank glad for og helt enig i:
- Jeg synes, at Andrew er det helt rigtige valg som Årets U19-talent. Han er i mine øjne uden tvivl det største talent i 95-årgangen herhjemme.
- Det er en stor hæder at blive kåret og modtage en af talentpriserne, og det er fuldt fortjent, at det nu tilfalder Andrew.
- Andrew er en spiller, der har det hele og går en stor fremtid i møde. Han har speed, drev, er god en-mod-en og har et fantastisk spark.
- Bedst af alt så er hans mentale styrke af international format. Han er topærgerrig og træner altid godt. Han er dødutålmodig og vil bare det her så meget.
- Jeg ser også kåringen af Andrew som et kæmpe skuldertalent til klubbens talentafdeling og det arbejde, der lægges for dagen helt nedefra de små årgange og op til Superligaen.
Talenter fra Brøndby IF har siden talentprisernes indførsel i 1987 modtaget priser ikke mindre end 15 gange. De seneste tre år er Andreas Christensen, Nikolai Boilesen, Pierre Emile Højbjerg og nu Andrew Hjulsager blevet kåret.