Blog: Brøndbys nye visitkort

27.02.2014 15:14

Modig. Åben. Troværdig.

Det er det visitkort, Brøndby IF skal aflevere i offentligheden de kommende år. 

Vi har det i egne hænder at skabe et billede af en klub og en virksomhed, der involverer sine omgivelser. Medier og tilhængere er ikke vores modsætning. De er vores forudsætning. Forudsætningen for overhovedet at kunne eksistere.

Attituden har vi byttet blod på hele vejen rundt. Fra manden, der slår græsset på stadion. Over sportschef, træner og spillere, der sælger billetten. Til direktion og bestyrelse, der skal trække de store linjer uden for grønsværen.

Jeg har altid undret mig, når jeg som mediemand har stået ”på den anden side af hegnet” og kigget ind på organisationer og klubber, der har lukket sig om sig selv. Til gengæld har det været inspirerende at opleve dem, der har haft evnen til at være i øjenhøjde med alle interessenter. Det bedste eksempel er det mandlige danske håndboldlandshold, der med en skarp træner og fremkommelige spillere har insisteret på at møde offentligheden med overskud på velfærdskontoen - også i modgangstider. Fordi man ved, at man lever af interessen og sympatien. 

Der er ikke noget alternativ til åbenhed. Og slet ikke i en klub som Brøndby.  Vi skal være i dialog med alle, selv om det er næsten umuligt at nå hele vejen rundt. Ingen andre klubber herhjemme er begunstiget af tilsvarende opmærksomhed fra lokalområdet, fra pressen, fra fans etc. Vi har et stærkt slægtsskab til alle disse aktører. Det må vi aldrig glemme. Det skal vi værdsætte.

Da jeg fik chancen for at komme med på holdet, sagde jeg, at Brøndby IF ville blive et specielt sted at arbejde. Det har vist sig at være en underdrivelse. Brøndby IF må være i sin helt egen liga målt på parametre som frivillighed, dedikation og vedholdenhed. Dermed ikke sagt, at man i andre Superliga-klubber ikke også udfører et stort stykke arbejde. Så er det på det rene.

I forlængelse af åbenhed kommer også troværdigheden. Nødløgne er forbudt. ”Ingen kommentarer” kan ikke helt undgås. Der vil være  undtagelser fra ledetråden om åbenhed - i de situationer, hvor børsetiske hensyn rydder bordet og risikoen for at ødelægge en forestående transfer truer. 

Hvad vi skal minde hinanden om, er, at vi ikke må gøre ”ingen kommentar” til et standardsvar, når det brænder på. Vi må ikke blive defensive eller fodslæbende. Folk, som interesserer sig for klubben, har krav på at vide, hvad der foregår. Folk kan godt tåle at høre sandheden. Og folk kan som regel godt forstå argumenterne bag vores dispositioner, hvis blot vi deler vores overvejelser og indsigt i det omfang, det er muligt. 

Heldigvis ser man i disse år at mange klubber tage et opgør med fortiden. Spillere og trænere bliver mere tilgængelige. Paraderne sænkes. 

Den udvikling skal vi være med til at præge i Brøndby, og alle betingelser er til stede for at lykkes.

Vi har en cheftræner, der uanset stressniveau er iført positive vibrationer og troen på, at det betaler sig at lytte og være åben over for alle. Brøndby-truppen består af ”gode drenge”, der ikke er bange for det ”fremmede” eller bagud 1-0, når de møder på jobbet. Sammen vil de sikre, at den nye kultur i klubben forankres

Torsdag i denne uge præsenterede kommunikations- og marketingafdelingen det nye brondby.com. Mine dygtige og sultne kolleger har også sørget for, at vi er kommet ud over affyringsrampen med vores nye profil på Instagram, hvor vi lige om lidt runder 5000 følgere, hvis alle husker at sprede budskabet. Vi har flere skud i bøssen hen over foråret. Specielt et par projekter har vi på de indre linjer store forhåbninger til. Jeg ved godt, det er tarveligt at plante sådan en teaser.

Men det er ikke den slags initiativer, der definerer, om vi lykkes med at være modige, åbne og troværdige.

Det er hverdagen, der vil være vores test. Holder vi de flotte (og gratis) løfter, når det går galt? Eller stikker vi hovedet i busken og lukker øjnene i håbet om, at problemet går væk af sig selv? Problemer går ikke væk - det ved vi jo godt alle sammen. Så hellere tage spørgsmålene og debatten ”up front”. Meningsudvekslinger kan være frugtbare. Vi kan alle blive klogere. Der er ikke lighedstegn mellem at være uenig og være uvenner. Tricket er, at vi også bevarer den gensidige respekt, når holdninger mødes og brydes.

Vi kommer også til at begå fejl undervejs. Det er det eneste, der er sikkert. Når åbenhed bliver til dumhed. Sådan er det, når man skubber lidt til grænserne og vil være frontløber.. Det er i de situationer, vi bliver udfordret både internt og eksternt. Jeg ved godt, at vil komme til at ligne idioter undervejs. Vi må bare ikke blive bange for vores egen skygge, når det sker. 

Vi skal være dem, de andre gerne vil lege med. Tilskuere, sponsorer og presse. Ambitionen må være at blive Danmarks mest åbne klub. 

Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Vi skal bare gøre os umage.

Anders Bay

Anders Bay er kommunikations- og marketingdirektør i Brøndby IF. Han har tidligere arbejdet i ledende stillinger på flere danske medier - blandt andre TV3, Canal9 og Tipsbladet. 

Bloggen på brondby.com går på skift mellem udvalgte personer i klubben.