
Per Rud: Ny, klar overenskomst er livsvigtig for talentarbejdet
13.08.2014 14:23
I disse dage forhandler Divisionsforeningen og Spillerforeningen om vilkårene i dansk fodbolds nye overenskomst.
Den gamle overenskomst blev opsagt, fordi den var utidssvarende og uklar. Spillerforeningen og klubberne fortolkede ganske enkelt den 10 år gamle aftale forskelligt.
Et af de punkter, hvor den gamle overenskomst lader meget tilbage at ønske, vedrører klubbernes muligheder for at udvikle deres unge talenter ved periodevis at deltage i førsteholdets træninger.
Spillerforeningen har hidtil tolket den tidligere overenskomst sådan, at unge talenter ikke må træne med klubbens førstehold før kl. 16:30. Ellers skal de ifølge Spillerforeningen tilbydes en fuldtidskontrakt.
Den tolkning og de krav kan afholde talenterne fra værdifulde erfaringer, og det vil være katastrofalt både for spillernes udvikling og for klubbernes talentarbejde, lyder det fra sportsdirektør i Brøndby IF, Per Rud:
- Det er en vigtig del af vores talentudvikling, at de bedste unge spillere i perioder får muligheden for at træne med Superligaholdet. Det er til stor gavn for de unges udvikling. Men vi mener på ingen måde, at løsningen for en helt ung spiller er en fuldtidskontrakt. I stedet tror vi på, at elitefodbolden for de unge talenter skal gå hånd i hånd med en ungdomsuddannelse eller et arbejde. Det er vigtigt for spillernes udvikling og generelle dannelse, at de ved siden af fodbolden også har fokus på andet og får en uddannelse til senere brug.
- Hvis vores U-spillere skal på fuldtidskontrakt for at kunne træne med Superligaholdet, så vil det få store og alvorlige konsekvenser for Brøndby Masterclass. Som i de fleste andre klubber er der simpelthen ikke økonomi til at give så mange U-spillere fuldtidskontrakter, og hvis vi af den årsag så ikke kan tilbyde dem førsteholdstræning, vil det dels bremse spillernes udvikling og dels gøre det sværere for os at beholde dem i dansk fodbold. Det vil ganske enkelt være katastrofalt for talentudviklingen - ikke kun hos os, men i hele fodbold-Danmark.
- Når man arbejder med talentudvikling, ved man, at det er en kompleks opgave at udvikle et talent. Et meget vigtigt element er, at talentet i perioder kan få lov at prøve sig selv af på et højere niveau. Der lægges individuelle udviklingsplaner for talentet, og for de bedste indgår periodevis træning med Superligaholdet som et vigtigt element heri. Desuden er periodevis træning med førsteholdet et værdifuldt redskab, når klubberne skal vurdere, om den unge spillers talent rækker til en seniorkarriere.
- Det er klart, at vi i en ny overenskomst skal sørge for, at talenterne ikke kan udnyttes. Vi vil være med til at sikre, at det i en ny overenskomst er glasklart, hvilke vilkår der er for klubbernes unge talenter.
- Af samme årsag bakker vi op om Divisionsforeningens forslag om, at der udarbejdes en ny, moderne kontraktform for de unge spillere, hvor talenterne kan supplere elitefodbolden med uddannelse eller arbejde, hvilket klubberne skal støtte op om og respektere.