
"Konflikt vil smadre Europa-muligheder"
14.08.2014 16:05
Den mulige konflikt i dansk fodbold kan meget vel betyde, at FC Midtjylland, AaB og FC København ryger ud af Play off-runderne til henholdsvis Europa League og Champions League i de kommende uger, da klubberne langt fra vil kunne stille med stærkeste hold. Det vil få store konsekvenser for danske holds muligheder for europæisk succes i de kommende år. Det fortæller sportsdirektør i Brøndby IF, Per Rud:
- Den mulige konflikt vil være ødelæggende for dansk fodbolds europæiske muligheder, da vi som mindre nation har brug for alle de point, vi kan skrabe sammen i europæisk sammenhæng. I forhold til økonomien og udviklingen i de danske klubber er det afgørende, at vi har de bedste muligheder for at lykkes i Europa, da det skaber grobund for investeringer i blandt andet bedre faciliteter og bedre talentudvikling i klubberne.
- I Brøndbys tilfælde er det ingen hemmelighed, at vi har en ambition om at spille europæisk fodbold hvert år. For at vi kan nå det mål og forhåbentlig også komme i et gruppespil på et tidspunkt, har vi brug for, at de øvrige danske hold skaber så gode resultater som muligt ude i Europa. Det forbedrer vores egen klub-koefficient og giver desuden point på den nationale konto, hvilket er nødvendigt, hvis vi og andre klubber skal opnå seedninger og dermed forøge chancerne for europæisk succes. Det vil en konflikt smadre.
- Jeg håber, at Spillerforeningen kommer til fornuft, så der bliver indgået en tidssvarende og klar aftale, inden det er for sent. Hvis en konflikt betyder europæisk fiasko for de danske hold, er det ikke kun klubberne og fansene, det går ud over. Spillerforeningens egne medlemmer mister også værdifuld europæisk erfaring og karrieremuligheder. Alle ved, hvor meget europæisk deltagelse betyder for spillerne og for klubberne.