
Hradecky: Brugge er et klassehold
07.08.2014 23:59
Lukas Hradecky og holdkammeraterne måtte indkassere endnu et Europa-nederlag, da belgiske Club Brugge kom, så og sejrede på Brøndby Stadion torsdag aften. Dermed er de blågules europæiske togt forbi for denne omgang.
Den finske målmand anerkender de belgiske overmænd, som han mener spiller på Champions League-niveau og understreger desuden vigtigheden af søndagens Superliga-hjemmekamp mod OB:
- Vi spiller godt i det meste af første halvleg, og så kommer de foran efter et lidt billigt frispark, som de sparker flot ind. Og så var det jo reelt ovre. Det andet mål sker, fordi Fredrik (Semb, red.) ikke kan høre, at jeg råber. Der var masser af larm på tilskuerpladserne i dag, så jeg kan ikke bebrejde ham, at han ikke hører, at jeg råber på bolden.
- Jeg synes, at Brugge er et rigtig godt hold, og vi har så heller ikke spillet op til vores normale niveau i de to kampe. De har næsten Champions League-klasse, vil jeg mene. Specielt i første kamp spillede de rigtig, rigtig godt. De er meget effektive og viser klassen i dag på de to chancer, de har inden pausen. Det er det, der er forskellen. Spillemæssigt kan vi godt være med, men vi bliver ikke farlige nok over de to kampe, og det er fuldt fortjent, at Brugge er videre.
- Det er ikke acceptabelt med den sæsonstart, vi har fået – særligt ikke når man har Brøndby IF stående på brystet. Det er en del af gamet i Brøndby, at der er store forventninger fra omgivelserne. Det har vi også til os selv, så derfor må vi bare op på hesten igen og se fremad. Derfor er det en meget vigtig kamp på søndag mod OB, der også fået en skidt sæsonstart.