Frank vil se mere dominans mod SJE

16.08.2014 10:15

Brøndby IF dominerede hjemmekampen mod OB i søndags med flot spil, men måtte nøjes med 1-1 efter en scoring af gæsterne i tillægstiden.

Næste opgave er SønderjyskE. Endnu en gang er der tale om en hjemmekamp, og endnu en gang går de blågule efter at dominere og styre opgøret, fortæller cheftræner Thomas Frank.

- Vi vil meget gerne tage de 70 gode minutter og forlænge dem til 90 plus det løse mod SønderjyskE. Vi var rigtig varierede i vores angrebsspil. Vi var angrebshidsige i både længde- og bredderetningen, vi kombinerede, vi spillede dybe bolde, og vi havde flere pasninger i holdet. Det er det udtryk, vi gerne vil have i holdet offensivt, siger den blågule cheftræner og tilføjer:

- Defensivt var vi meget tilfredse med vores defensive pres, hvor vi pressede fremad og hang sammen som et hold, og ikke mindst vores genpres.

- Vi har stor respekt for SønderjyskE. Det er et af de sværeste hold at spille imod i ligaen, for de forsvarer sig godt og kompakt. De er rigtig dygtige til at vente på de muligheder, de får i nogle gode omstillinger, hvor de spiller tidligt i længderetningen. Så er der den klassiske ting, vi skal være opmærksomme på, i form af standardsituationer.

Hør ovenstående ord og endnu flere fra Thomas Frank i videoen ovenfor.

Kickoff i opgøret mellem Brøndby IF og SønderjyskE er kl. 17:00. Du kan købe billet via brondby.com/billet.