Stückler fik afgørende betydning i Reserveligaen

29.04.2014 15:46

Søndag blev Daniel Stückler (billedet) den yngste debutant i Brøndby IF's Superliga-historie. Mandag fik han afgørende betydning, da de blågule mødte SønderjyskE i Reserveligaen.

Ved stillingen 2-2 med små fem minutter tilbage på uret ved Brøndby Stadions bane 2 viste den blot 17-årige angriber, som var skiftet ind på 10?er-positionen, for anden gang forbløffende fysisk styrke og fik vristet sig helt fri i feltet, hvor Stückler blev hevet omkuld. Direkte rødt til en jysk forsvarer og straffe til Brøndby IF, som Simon Makienok sikkert omsatte.

Inden da var der spillet en kamp, hvor der aldrig burde have været tvivl om en sejr til Brøndby. Hjemmeholdet dominerede stort gennem det meste af opgøret, men trods en tidlig føring var de blågule i taberens rolle indtil et kvarter før dommerens sidste fløjt. Ved dommerens første fløjt stod Brøndby klar i denne formation med tre U19-spillere:

M. Falkesgaard

M. Almebäck - D. Dumic - D. Stenderup (A) - P. da Silva

O. Tranberg (U19) - K. Andersen

Q. Antipas

D. Holm (U19) - S. Makienok - M. Andersen (U19)

Efter fem minutter tog Brøndbys venstreback, Patrick da Silva, flot en lang diagonalbold fra Dario Dumic ned, og efter et par træk ind i feltet spillede han lidt heldigt "et-to" med Simon Makienok, hvorefter da Silva med højre inderside skruede bolden ind ved fjerneste stolpe fra hjørnet af det lille felt.

Det var startskuddet til en flot kamp fra den unge venstrebacks side, mens manden, der satte det hele op – Dario Dumic – måtte lade sig udskifte efter blot tyve minutter. Ifølge forsvarsspilleren selv var det dog primært for ikke at risikere noget.

Læs hele referatet af kampen på 90minutter.dk.

Brøndby IF - SønderjyskE 3-2 (1-1)
06. minut: 1-0 Patrick da Silva
10. minut: 1-1 Kenan Hajdarevic
21. minut: Svenn Crone ind / Dario Dumic ud
46. minut: Daniel Stückler ind / Daniel Holm ud
48. minut: 1-2 Kenan Hajdarevic
73. minut: Kristian Larsen ind / Mathias Andersen ud
77. minut: 2-2 Simon Makienok
86. minut: Rødt kort SønderjyskE
87. minut: 3-2 Simon Makienok (str.)