Frank: Hradecky var enestående

07.04.2014 11:15

- Han var enestående igen i dag. Outstanding. Med afstand den bedste målmand i Superligaen. Det var en rigtig matchvinder-præstation af ham.

De rosende ord er sagt af cheftræner Thomas Frank, og de handler om Lukas Hradecky, som viser storform i øjeblikket. Senest i søndagens 1-0-sejr over Esbjerg fB, hvor Brøndby-keeperen diskede op med flere flotte redninger og greb Peter Ankersen ud på straffespark.

Med Hradeckys hjælp tog de blågule et vigtigt skridt mod målet om at fastholde fjerdepladsen i tabellen, men trods sejren tager Thomas Frank ikke glæderne på forskud.

- Det var en rigtig vigtig sejr i dag, så vi kunne slå et hul ned til Esbjerg, men jeg synes ikke kun, at det handler om Esbjerg. FC Nordsjælland er også i spil, og så ved man aldrig med denne her mærkelige Superliga, siger Brøndby-cheftræneren og tilføjer:

- Med det in mente er vi rigtig glade for sejren. Der er et stykke endnu, før vi er i mål, og vi har rigtig mange svære kampe. Vi er tilfredse med meget. Det er imponerende, at vi har 14 forårspoint - to i snit pr. kamp - med et ungt hold. Der er dog ting, vi skal arbejde på for at fastholde pladsen, men vi tror på det.

Du kan se hele interviewet i videoen ovenfor, hvor Thomas Frank fortæller mere om hans syn på søndagens opgør.