Thomas Frank: En forløsning

15.09.2013 21:39

Søndag aften på et stemningsfyldt Brøndby Stadion lykkedes det omsider at få en sejr i Superligaen for et hårdt kæmpende og godt spillende hjemmehold.

Cheftræner Thomas Frank var forståelig glad og lettet ovenpå de tre point.

Vi lykkes med tingene

- Det var en forløsning for os alle at få den sejr. Det er der ingen tvivl om, og det kunne man også se på spillernes og fansenes reaktioner. Vi følte, at vi skyldte fansene en sejr, og det var fantastisk at kunne give dem den i dag.

- Det er dejligt for os i trænerteamet at se, at de ting vi arbejder med på træningsbanen også lykkes i kamp. Vi har i dag langt hen af vejen det udtryk på banen, som jeg ønsker at se. Der var mange fine momenter i spillet, men også defensivt, hvor blandt andet en Ørnskov træder i karakter. Offensivt spiller vi god fodbold og skaber mange store chancer, som burde have betydet, at vi havde lukket kampen tidligere.

- At Ferhan (Hasani, red.) får sådan en debut er jo fantastisk. Vi ved godt, hvad vi har hentet i Szymanowski og Ferhan, men det er jo altid rart, at de så hurtigt viser det på banen.

- Nu skal vi evaluere grundigt på dagens kamp, som vi altid gør. Vi har masser af arbejde foran os, men det giver altid lidt mere energi og tro på tingene, når man vinder, lyder det fra Thomas Frank.

TF

Thomas Frank opildner spillerne fra sidelinjen under kampen mod OB. Foto: Arnason.dk