Papirerne på plads for Szymanowski

11.09.2013 12:05

De to kantspillere Alexander Szymanowski og Ferhan Hasani kom begge til Brøndby IF hen mod slutningen af transfervinduet. Siden hen har de to ikke-EU spillere måttet vente med at træne og spille med Brøndby-kollegerne, da deres opholds- og arbejdstilladelse først skulle være på plads.

Onsdag morgen har Brøndby IF modtaget Alexander Szymanowskis opholds- og arbejdstilladelse med posten, så argentineren har dermed grønt lys til at trække i træningstøjet. Szymanowski træner med for første gang torsdag formiddag kl. 10:30.

Ferhan Hasanis opholds- og arbejdstilladelse er endnu ikke modtaget. Så snart papirerne dumper ind af brevsprækken på Brøndby Stadion, er den makedonske landsholdsspiller klar til at træne med. Forhåbningen er, at det bliver i indeværende uge.

Højner konkurrencen

Cheftræner Thomas Frank udtaler:

- Vi glæder os utrolig meget til at få Alexander med i træningen. Det har været frustrerende at hente en dygtig spiller hertil, men ikke at måtte bruge ham. Det er nu en gang sådan, at reglerne er på det område, og dem overholder vi naturligvis.

- Det er dejligt, at papirarbejdet er faldet på plads, og det bliver fedt at se Alexander på træningsbanen. Vi forventer, at hans deltagelse vil højne konkurrencen samt øge kvaliteten i træningen. Det samme gælder naturligvis for Ferhan (Hasani, red.), når hans papirer går i orden.

- Nu får vi et par dage at vurdere Alexander i, før vi skal beslutte, om han skal være en del af truppen til den kommende Superligakamp mod OB.

AS

Nu er Alexander Szymanowski klar til at trække Brøndby-trøjen over hovedet.