
Ørnskov: En virkelig fed oplevelse
29.09.2013 09:12
Gårsdagens Derby havde det hele. Fantastisk kulisse, intens atmosfære, to straffespark, en udvisning og ikke mindst en Brøndby-sejr på 3-2.
En af de blågule arbejdsheste var Martin Ørnskov på den centrale midtbane, der kom ud som sejrherre i sit første Derby.
Stadig ydmyghed over for opgaven
- Vi har været glade for de to sejre, vi har fået i de seneste runder, og at vi kan krydre det med at slå FC København.... det er vi alle sammen sindssygt glade for. Det var en virkelig fed oplevelse, siger Martin Ørnskov.
- Vi spillede en super kamp, og jeg mener, at det havde været ufortjent, hvis vi var kommet ud af denne kamp uden point. Det gav et boost, da vi fik den første sejr, og nu har vi hentet tre i streg. Det giver os rigtig meget at tage med videre. Vi vil ride videre på bølgen, men stadig med ydmyghed over for opgaven. Det er stadig en udviklingsproces for os, men heldigvis går det i den rigtige retning. Tak for den altid fantastiske opbakning, som vi får fra fansene - det hjælper os virkelig på vej.
Martin Ørnskov i duel under Derbyet, der endte med en 3-2-sejr til Brøndby IF. Foto: Arnason.dk.