
Nørgaard: Gået hurtigere end forventet
24.09.2013 12:36
Brøndby IF's Superligatrup tæller otte spillere fra årgang 1994. De har alle fået debut.
Den seneste i rækken er nytilkomne Christian Nørgaard, som dermed kan slutte sig til Frederik Holst, Riza Durmisi, Patrick da Silva, Mads Nielsen, Lebogang Phiri, Kristian Andersen og Kenneth Zohore på listen over '94-debutanter.
Det sidste kvarter af 3-1-sejren over AGF i søndags blev således Christian Nørgaards første officielle minutter som Brøndby-spiller. Samtidig markerede det midtbanetalentets første måned i klubben.
brondby.com har derfor taget en snak med "Nør" om den første tid som Brøndby-spiller.
Hvordan har dine første oplevelser af Brøndby IF været?
- De har været helt fantastiske. Opbakningen er enorm, uanset hvordan situationen ser ud sportsligt og økonomisk, og det er enestående. Uden sammenligning. Det er på internationalt niveau, og det er fantastisk at spille under sådan nogle forhold. Det har været en af de største oplevelser indtil videre.
Hvordan er det gået med at komme til klubben som ung spiller og falde ind i truppen?
- Det er gået utrolig nemt. Jeg har så også oplevet den store omvæltning ved at komme til et andet land og et andet sprog, da jeg tog til HSV. På den første uge her i Brøndby faldt jeg bedre ind end i løbet af et år i Hamborg. Det er meget socialt her i klubben, hvor man hurtigt er med på jokesene og bliver inkluderet i aftalerne. Jeg har haft en rigtig god følelse i kroppen, siden jeg startede.
- Allerede fra første dag tog Thyge (anfører Mikkel Thygesen, red.) eksempelvis fat i mig og satte mig ind i tingene. Også de basale ting med at holde øje med informationstavlen, og at jeg endelig skulle skrive mig på til det sociale arrangement, de havde stablet på benene. Det betyder meget for en ny spiller. Jeg har ikke været vant til, at de ældre spillere tager sig af én på den måde, men mere holder sig på afstand. Det har været en god oplevelse.
Du varmede op, da Ferhan Hasani scorede sejrsmålet mod OB forrige søndag, og spænede derefter hen til ham og jublede sammen med de andre. Var det et udtryk for, hvor godt du er faldet til?
- Det var et udtryk for mange ting. Som Thomas (Frank, red.) siger, så er det hele truppen, der vinder kampene, og ikke kun de 11 på banen. Alle skal være opmærksomme på, hvad der sker, og hvordan kampen udvikler sig. Man går lige så meget op i det, selvom man sidder på bænken eller varmer op.
- Da Ferhan scorede, og hele stadion gik amok, så kunne jeg ikke selv lade være. Derfor tonsede jeg af sted. Jeg nåede slet ikke at tænke over det, for det kom bare impulsivt. Det er helt fantastisk at have de følelser i kroppen.
Du fik debut et kvarter før tid i 3-1-sejren over AGF i søndags. Hvordan er du kommet i gang rent sportsligt?
- Det er gået hurtigere end forventet. Det kan godt være, at det lyder nemt at komme tilbage til Danmark, men jeg var indstillet på at skulle bruge det første halve år på at falde ind og finde formen igen, for jeg havde ikke spillet kamp i tre måneder. Det er positivt, at jeg hurtigt kom til at spille Reserveligakampe, kom med på bænken i Superligaen for derefter at få debut.
- Jeg kan mærke, at det hele tiden bliver bedre. Jeg træner kontinuerligt, og det går den rigtige vej. Det er vigtigt med den stabilitet, så jeg kan etablere et højt bundniveau. Alt i alt synes jeg faktisk, at det er gået rigtig godt her i starten, og jeg ser frem til, at det kommer til at gå endnu bedre.
Du virker meget afklaret med situationen - og ikke mindst tålmodig?
- Det var en del af den lektie, jeg lærte i Tyskland. Jeg tog det skifte for at få hår på brystet, for jeg har været vant til at være en af de første på holdkortet i både Lyngby og på landsholdet. Det ville jeg gerne udfordre. Nu har jeg haft halvandet år med modgang, og jeg ved, at det kræver tålmodighed at slå igennem på seniorniveau - og ikke mindst at man leverer den samme intense træning, uanset om man er blandt de 25, 18 eller 11 første.
- Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke skulle have en stamplads lige med det samme på Superligaholdet. Jeg har skrevet en 4-årig aftale, og jeg har god tid. Det vigtigste er, at jeg hele tiden får lagt på, og så skal resten nok komme.
Se også: TV - Nørgaard: Super følelse at tage trøjen på
Christian Nørgaard i aktion i Reserveliga-opgøret mod AB. Foto: Arnason.dk.