
Makienok: Begynder at kunne se udbyttet
22.09.2013 20:53
Her til aften fordoblede Brøndby IF antallet af sejre ved at hive alle tre point med 3-1 over AGF. Det var imidlertid ikke den eneste fordobling.
Simon Makienok fordoblede således sit antal af Superligamål i denne sæson ved at smække to bolden i kassen på NRGi Park, inden Casper Sloth reducerede, og Kenneth Zohore lukkede ballet.
Den lange Brøndby-angriber arbejder hårdt på at blive endnu bedre i det opbyggende spil og ikke mindst til at score mål. Derfor glæder det ham, at begge dele kommer til udtryk på banen i øjeblikket.
Vi har troen på os selv
- Vi får vendt udviklingen i kampene til vores fordel i øjeblikket. Vi har været godt på vej rent spillemæssigt, men ikke fået det pointudbytte, vi havde håbet på. Det hele er stadig meget nyt, og det har givet nogle udsving i begyndelsen af sæsonen, men med sejren over OB og dagens kamp mod AGF synes jeg, at vi viser større stabilitet. Der er stadig masser at arbejde på, men det har været dejligt at tage et par skridt i den rigtige retning, siger Simon Makienok og tilføjer:
- Vi ligger stadig i den tunge ende af tabellen, men sæsonen er lang, og vi har troen på os selv. Træerne vokser ikke ind i himlen, men vi begynder at kunne se udbyttet af de ting, vi arbejder på til træning.
Det gælder ikke kun holdet, men også Simon Makienok selv.
- Jeg har scoret en del mål med fødderne, så vi har også trænet meget på, at jeg skal blive farligere i luften, fortæller den lange angriber, som brugte panden til at lave mål i aftenens 3-1-sejr.
- Det, vi træner på, skal gerne komme til udtryk på banen, og det er dejligt, når det lykkes.
Efter 64 minutter måtte Simon Makienok imidlertid forlade banen. Humpende, men til gengæld med en afløse i form af Kenneth Zohore, som ligeledes kom på tavlen.
- Jeg har haft problemer med en forstrækning, og umiddelbart følte jeg ikke, at den kom tilbage for fuld kraft, men musklen begyndte at spænde op. Derfor var det mest fornuftigt at gå ud. Vi må se, hvordan den reagerer i de kommende dage.
Simon Makienok scorede to gange i 3-1-sejren over AGF. Foto: Arnason.dk.