Kahlenberg: Mere end et job

19.09.2013 08:34

Karrieren som fodboldspiller tager ind i mellem uventede drejninger. Tag nu tilfældet Thomas Kahlenberg.

Pludselig har hans karrierevalg sendt ham tilbage i armene på en gammel flamme. Brøndby IF er ikke bare et sted, hvor man hæver sin løn. Det har lidt "hjem" over sig, og Brøndby kalder på stærke følelser hos Kahlenberg.

Vi arbejder alle hårdt

- Jeg har jo en lidt anden rolle her, end jeg ville have i andre klubber. Og den tager jeg gerne på mig. Jeg vil så gerne have tingene til at lykkes. Jeg kan godt mærke, at det er en anden følelse at løbe på banen for Brøndby. Det er mere end et job - noget ekstra, forklarer Thomas Kahlenberg efter onsdagens træning, hvor forberedelserne til opgøret mod AGF er i fuld gang.

- Sejren mod OB har givet os lidt arbejdsro. Vi har en god trup - dét har jeg hele vejen haft oplevelsen af. Når man så ikke vinder kampe over en længere periode, er der altid en risiko for, at stemningen kan vende, men sådan har det ikke været. Og efter at vi vandt over OB, har vi fået et ekstra løft.

- Personligt føler jeg, at det går fremad. Jeg er glad for min rolle på holdet. Vi arbejder alle hårdt på at udvikle holdet og få nogle flere point.

Men Brøndby-spilleren har også et klart budskab midt i glæden over sæsonens første sejr:

- Vi må ikke begå den fejltagelse at tro, at den næste sejr bare kommer af sig selv. Sådan fungerer det ikke. Vi har fået selvtillid, og der var mange gode takter, da vi spillede mod OB. Men søndag er der en ny modstander, og så bliver vi testet igen.

TK

Thomas Kahlenberg kalder det for "mere end et job" at være fodboldspiller i Brøndby IF. Foto: Arnason.dk