Hjulsager på talentvæggen

03.09.2013 12:06

Brøndby IF's talentfulde U19-spiller Andrew Hjulsager debuterede på Superligaholdet i sæsonpremieren mod FC Vestsjælland, hvor han ligeledes kom på måltavlen.

Derfor blev væggen i talentkælderen, Wall of Talent, for nylig et billede rigere. Billederne på denne væg repræsenterer de spillere, som er gået gennem Brøndby IF's talentudvikling for senere at få debut for klubbens bedste hold.

Tålmodig og ærgerrig

Blandt billederne på Wall of Talent finder man eksempelvis Daniel Agger, Thomas Kahlenberg, Daniel Wass og senest Frederik Holst, Riza Durmisi, Kristian Andersen og Patrick da Silva. Nu er et nyt navn i form af Andrew Hjulsager blevet tilføjet.

- Som Kim (talentchef Kim Vilfort, red.) sagde, så er det vigtigt, at man har tålmodighed, men man skal selvfølgelig også være ærgerrig. Det er en af grundene til, at jeg er kommet så hurtigt frem. Jeg har været målrettet og arbejdet stenhårdt, lød det blandt andet fra Andrew Hjulsager ved den lille seance i talentkælderen på Brøndby Stadion.

Du kan høre Brøndby-talentets ord ved at klikke forbi videoen på Brøndby IF's YouTube-kanal.

AH

Andrew Hjulsager foran sit billede på talentvæggen.