
Fremgang for Makienok
26.09.2013 14:55
Torsdag var en god dag for Simon Makienok.
Her blev Brøndby-spilleren igen sluppet løs på træningsbanen. Chancen for at blive klar til lørdagens opgør mod FC København har fået et skub i den rigtige retning.
Umiddelbart optimist
- Jeg nøjedes med at at deltage i opvarmningen. Derefter trak jeg mig. Fredag er det planen, at jeg skal deltage i spillet også. Umiddelbart er jeg optimist, men det bliver nok en test på lørdag, der afgør, om jeg kan spille, fortæller Simon Makienok.
Brøndby-angriberen bidrog med to scoringer til 3-1-sejren over AGF i søndags. Det var også i den kamp, han blev ramt af en forstrækning på forsiden af det venstre lår.
- Faktisk kunne jeg allerede mærke, at der var noget galt i den situation, hvor jeg scorede til 1-0. Lidt senere i kampen kom jeg ud i en yderstilling, og så var det, at jeg signalerede, at det var bedst, at jeg blev pillet ud, siger Makienok, der håber på at vinde kampen for at blive klar til lørdagens Derby.
Simon Makienok jubler over det ene af sine to mål mod AGF i søndags. Nu håber han på at blive klar til lørdagens Derby. Foto: Arnason.dk.