Frank: OB har mange strenge at spille på

14.09.2013 10:29

Næste opgave for Thomas Frank & co. hedder OB, som kommer forbi i morgen aften kl. 19 til et Superligaopgør på Brøndby Stadion.

brondby.com tog en snak med cheftræneren om søndagens modstander.

Ærgerrigheden er i top

- OB har bevist et meget højt topniveau, og de kan spille flot, seværdig fodbold. De er ligeledes farlige på omstillinger, hvor Rasmus Falk og Emil Larsen holder tempo og begge kan afslutte fra distancen. Der er tale om to af Superligaens store profiler, som også er blevet en del af A-landsholdet, så dem skal vi have styr på. Dernæst er OB gode til at få folk med frem, og især Espen Ruud falder i øjnene med blandt andet gode indlæg, siger Thomas Frank og tilføjer:

- I det hele taget har de mange strenge at spille på, og strengene er blevet flere hen over sommeren. Truppen er blevet styrket med spillere som Martin Spelmann, Ari Skulason, Conor O'Brien, Dusan Djuric og Mustafa Abdellaoue, som alle holder et højt niveau, så vi er meget spændte på at se, hvad der er i vente, nu hvor de har haft 14 dage til at pusle med tingene. Vi er i hvert fald forberedte og klar til opgaven, men vi ved også, at det ikke bliver let.

- Der brænder virkelig en ild i os for at få den første sejr, så ærgerrigheden er i top. Vi brænder for at give vores fantastiske fans en sejr i morgen, for vi oplever en helt unik opbakning. Hvor mange klubber med så entusiastiske fans ville have modtaget så ubeskrivelig, betingelsesløs kærlighed og opbakning kamp efter kamp, selv om sejren endnu ikke er kommet? Det takker vi for, og fansene er en vigtig del af projektet, da de kan bære os igennem en pointfattig periode og hjælpe til at komme stærkere ud på den anden side. Det er et enormt privilegie at skulle præstere sammen med sådanne fans hver weekend.

TF

Thomas Frank på sidelinjen. Foto: Arnason.dk.