Frank: En særlig sejr

28.09.2013 19:45

Måske var det ikke Brøndby Stadions bredeste smil. Men det var tæt på.

Thomas Frank har oplevet presset på egen kroppen de første tre måneder i jobbet. Nu begynder pointene at komme ind, og det kan ikke undgå at påvirke humøret i positiv retning. Smilet sidder der formentlig stadig, når Frank vågner søndag morgen.

Men den tredje sejr på stribe betyder ikke, at man kan lokke målsætninger om medaljer ud af Brøndby-træneren.

Mister ikke vores ydmyge tilgang

- Vi nyder det lige nu, sagde en glad Thomas Frank til de danske medier efter kampen.

- Men vi begår ikke den fejl at tro, at alt er i orden nu. For to uger siden havde vi stadig den første sejr i Superligaen til gode. Nu har vi vundet tre kampe i træk.

- Det er dejligt for vores selvtillid, men det betyder ikke, at vi mister vores ydmyge tilgang til det hele. Selvfølgelig fejrer vi det i dag, og jeg kan ikke rose spillerne nok for den indsats, de leverer, men lige om lidt spiller vi imod FC Nordsjælland, og den kamp er allerede begyndt at rumstere i mit hoved.

Thomas Frank var gavmild med roserne.

- Det her var først og fremmest en sejr for fællesskabet. Vi ser mange spillere gøre store fremskridt lige nu. Men det er som hold, vi består. Jeg er jo bare glad for, at mange af de ting, vi har arbejdet med under træningen, begynder at virke. Mit job bliver de næste dage, at vi rammer det rette spændingsniveau i truppen. Vi skal minde hinanden om, at vi stadig har lang vej. Men jo ? det var en særlig sejr i dag. Og vi er alle helt vildt glade.

TF

Thomas Frank på sidelinjen under 3-2-sejren i Derbyet. Foto: Arnason.dk.