
FIFA 14-turnering: Dyst på Brøndby Stadions græstæppe i pausen af Derbyet
27.09.2013 08:35
FIFA 14 er endelig på gaden, og nu har du muligheden for at vise dine skills frem - endda foran et fyldt Brøndby Stadion.
I forbindelse med hjemmekampen mod FC København lørdag den 28. september afholder Brøndby IF og EA Games således en knockout-turnering i det nye FIFA 14 på Playstation 3, hvor hovedpræmien vil være en dyst inde på selve Brøndby Stadion plus det nye NHL 14 til PS3.
Vinderen skal således forsvare de blågule farver i pausen af aftenens Superligaopgør mellem Brøndby IF og FC København, hvor der venter en dyst mod en FCK-fan midt på Brøndby Stadions græstæppe.
Selve turneringen foregår i kantinen ved Brøndby Gymnasium, og arrangementet begynder kl. 13:00. Tilmelding til turneringen starter kl. 12:30, og det er først til mølle.