Dumic: Har givet den lidt ekstra gas

12.09.2013 09:03

Superligaen lå stille i weekenden på grund af landskampe, men søndag kl. 19 skal Brøndby-spillerne i aktion igen.

Denne gang er der tale om en hjemmekamp mod OB, og Dario Dumic glæder sig til, at Superligabolden atter ruller - og en ny mulighed for at give fansene en sejr.

Målet er at hente tre point

- Vi har benyttet landskampspausen til at træne flere forskellige ting, men der har været meget fokus på boldomgang, pasninger og afslutningsspillet. Det hele er foregået med lidt ekstra belastning, nu hvor der ikke var kamp i weekenden, så det var en god mulighed for at give den lidt ekstra gas uden at løbe ind i overbelastninger, siger Dario Dumic.

Læs også: Undgå kø - køb din kampbillet i forsalg

- Nu nærmer vi os kampen mod OB, og det betyder, at vi skal til at arbejde mere på det taktiske plan. Der er mange nye ansigter på og omkring holdet, men generelt synes jeg, at vi tidligere har haft et godt tag på OB. Vi har været gode til at presse OB's defensiv og få bragt vores hurtige folk som eksempelvis Quincy (Antipas, red.) i spil. Vores offensiv har gode muligheder for at udfordre deres defensiv, og hvis vi samtidig kan holde organisationen uden de store udfald, så ser det fornuftigt ud, siger Brøndby-forsvareren og tilføjer:

- Vi vandt jo også det seneste opgør mod dem, da vi sejrede 2-1 på udebane i foråret, og det er målet at hente tre point igen. OB er et godt hold, og de ser stærkere ud end i foråret, men det skal ikke tage troen på en sejr fra os, for vi er også inde i en god udvikling. Jeg glæder mig i hvert fald til, at der står Superliga på menuen igen, og der ville ikke være noget bedre end at give vores trofaste fans en sejr.

DD

Dario Dumic glæder sig til, at Superligabolden atter ruller på Brøndby Stadion. Foto: Arnason.dk.