Derbyet er Brøndby IF's kamp nummer 1000, del 2

27.09.2013 10:46

Brøndby IF spiller på lørdag den 28. september Derby på Brøndby Stadion mod FC København. Ud over rivaliseringen og historikken i de opgør er der en anden ting, der gør kampen speciel.

Derbyet på lørdag er således Brøndby IF's kamp nummer 1.000 i den bedste danske fodboldrække - hvilket vil sige kampe i første division fra 1982 og i Superligaen fra 1991.

I de kommende dage vil brondby.com i samarbejde med danskfodbold.com markere Brøndby IF's kamp nummer 1.000 i den bedste række ved at bringe startopstillinger og andre kampfakta fra jubilæumskampene gennem årene.

Denne gang gælder det kamp 300, 400, 500 og 600.

Læs om kamp 1, 100 og 200 her.

Kamp 300: BK Frem - Brøndby IF 3-1

Kampen blev spillet den 8. juni 1992 i Valby Idrætspark, blot tre dage før Danmark tog hul på EM 1992 i Sverige. Søren Folkmann, Mukremin Jasar og Thomas Thøgersen - der senere skulle blive Brøndby-spiller, scorede for BK Frem, mens Brian Jensen lavede Brøndby IF's enlige mål.

Uden for kridtstregerne var der megen uro i kulisserne på dette tidspunkt, idet Brøndby IF var midt i Interbank-sagen, der som bekendt var tæt på at koste klubben livet. Efter ihærdig indsats fra folk i og omkring klubben lykkedes det at indgå aftaler med kreditorerne, så Brøndby IF kunne fortsætte som Superligaklub.

92-93-sæsonen blev i øvrigt spillet med et grundspil og et slutspil. Brøndby IF førte ligaen efter grundspillet, men endte næstsidst efter miserabelt forår (4-2-8), der kostede Morten Olsen jobbet som cheftræner (afskediget den 11. maj 1992).

Start-11

Mogens Krogh
Kim Christofte
Uche Okechukwu
Bjarne Jensen
John Jensen (udskiftet for Henrik Nielsen i 54. min.)
Brian Jensen
Jens Madsen (udskiftet for Marc Rieper i 67. min.)
Ronnie Ekelund
Kim Vilfort
Andrzej Rudy
Ole Bjur

Kamp 1000

Uche Okechukwu jubler over en scoring mod OB.

Kamp 400: Brøndby IF - Herfølge BK 3-2

Kampen blev spillet den 11. august 1995. Peter Møller scorede et enkelt mål i sejren, mens Ebbe Sand lavede to kasser. Kim Mikkelsen og Kenneth Wegner scorede for gæsterne.

Sæsonen før måtte Brøndby IF se AaB løbe med mesterskabet, men i 95-96-sæsonen røg de blågule helt til tops og indledte dermed Brøndby IF's anden guldalder med tre mesterskaber på stribe. Det skyldtes ikke mindst, at man i løbet af foråret og sommeren 1995 havde hentet FCK's anfører Allan Nielsen samt FCK-angriber Peter Møller til klubben.

De to spillere var blandt nøglefigurerne i en sæson, der også bød på en uforglemmelig 1-0-sejr over Liverpool FC på Anfield Road på mål af Dan Eggen.

Få uger før kamp 400 var Brøndby-fans den 30. juli involveret i en uhyggelig ulykke på Vejle Stadion, hvor et rækværk kollapsede, og omkring 50 fans styrtede tre meter ned i en skakt. Heldigvis mistede ingen livet.

Start-11

Mogens Krogh
Dan Eggen
Kenneth Rasmussen
Per Nielsen
Jens Risager
Kim Vilfort (udskiftet for Kim Daugaard i 68. min.)
Ebbe Sand (udskiftet for Allan Ravn i 79. min.)
Allan Nielsen
Ole Bjur
Bo Hansen
Peter Møller (udskiftet for Ruben Bagger i 84. min.)

Kamp 1000

Anfield i chok efter Eggens føringsmål.

Kamp 500: Brøndby IF - Silkeborg IF 3-0

Kampen blev spillet den 21. august 1998. Bo Hansen lavede to mål i sejren og Ebbe Sand et enkelt. Det år lavede unge Bo Hansen i øvrigt imponerende 44 mål i 66 kampe.

Efter tre mesterskaber på stribe måtte Brøndby IF senere på sæsonen kapitulere til AaB, der løb med guldet. I øvrigt var det første sæson efter Kim Vilforts karrierestop.

Start-11

Emeka Andersen  
Søren Colding  
Kenneth Rasmussen  
Per Nielsen  
Anders Bjerregaard  
Ole Bjur  
John Jensen  
Kim Daugaard (udskiftet for Mikkel Jensen i 83. min.)
Jesper Thygesen  
Bo Hansen (udskiftet for Thomas Lindrup i 72. min.)
Ebbe Sand (udskiftet for Ruben Bagger i 68. min.)

Kamp 1000

Bo Hansen lavede imponerede 44 kasser i 66 kampe i 1998.

Kamp 600: Esbjerg fB - Brøndby IF 0-7

Storsejren over Esbjerg fB kom i hus den 26. august 2001. Per Nielsen lavede to mål, Ruben Bagger og Mads Jørgensen lavede et enkelt hver, mens Peter Madsen lavede hattrick. Sejren på 7-0 er den største for Brøndby IF i Superligaen.

Sejren var i øvrigt en del af en fornem sæsonåbning, hvor Brøndby IF vandt syv ud af otte kampe. Et mesterskab blev det også til i denne sæson, da Brøndby IF på en bedre målscore tog guldet for næsen af FC København.

Start-11

Mogens Krogh  
Dan Anton Johansen  
Kenneth Rasmussen  
Per Nielsen  
Auri Skarbalius  
Rafal Niznik (udskiftet for Thomas Lindrup i 46. min.)
Krister Nordin  
Mads Jørgensen  
Mattias Jonson (udskiftet for Mikkel Jensen i 75. min.)
Peter Madsen  
Ruben Bagger

Kamp 1000

Mads Jørgensen udlignede til 1-1 i Parken i næstsidste spillerunde den 12. maj 2002, hvilket reelt set sikrede Brøndby IF mesterskabet.