Derbyet er Brøndby IF's kamp nummer 1000

25.09.2013 15:50

Brøndby IF spiller på lørdag den 28. september Derby på Brøndby Stadion mod FC København. Ud over rivaliseringen og historikken i de opgør er der en anden ting, der gør kampen speciel.

Derbyet på lørdag er således Brøndby IF's kamp nummer 1.000 i den bedste danske fodboldrække - hvilket vil sige kampe i første division fra 1982 og i Superligaen fra 1991.

I de kommende dage vil brondby.com i samarbejde med danskfodbold.com markere Brøndby IF's kamp nummer 1.000 i den bedste række ved at bringe startopstillinger og andre kampfakta fra jubilæumskampene gennem årene.

Vi lægger ud med kamp 1, kamp 100 og kamp 200.

Kamp 1: Brøndby IF - B 1909 7-1

Kampen blev spillet den 28. marts 1982 og var altså de blågules første kamp i 1. division efter den overbevisende oprykning i 1981.

Inden sæsonens start havde Brøndby IF fået tilgang af en række spillere, blandt andet stortalentet Michael Laudrup, og derfor var det et oprykkerhold, der var mere end almindelig gearet til tilværelsen i 1. Division. Og det startede da også fantastisk med en knusende 7-1-sejr over B 1909. Brøndby IF sluttede det første år i den bedste række som en flot nummer fire, kun ét point fra en bronzeplads.

Brøndby IF startede den første kamp i 1. Division med nedenstående 11 spillere. Bemærk et par prominente navne i form af Michael Laudrup, nuværende generalsekretær i DBU, Jim Stjerne Hansen, og ikke mindst Brøndby IF kamprekordholder Bjarne Jensen.

Start-11

Claus Christensen
Ole Østergaard
Peter Hertz
John Widell
Jim Stjerne Hansen
Brian Chrøis
Bjarne Jensen
John Frandsen
Flemming Hansen (udskiftet for Lars Vang Jensen i 82. min.)
Michael Laudrup
Anders Sundstrup (udskiftet for Steen Jørgensen i 70. min.)

Kamp 1000

Stortalentet Michael Laudrup blev hentet til Brøndby IF som 17-årig fra KB.

Kamp 100: Lyngby BK - Brøndby IF 1-1

Den første jubilæumskamp blev spillet den 2. juni 1985 mod de kongeblå fra Lyngby BK.

Brøndby IF startede med nedenstående 11 spillere, der senere på året - allerede på fjerdesidste spilledag af sæsonen - kunne sikre klubben sit første mesterskab. Dengang spillede man kalenderårs-turnering. Guldet blev fejret med kæmpe festivitas i en stort set fyldt Brøndby Hal. Mesterskabet blev vundet med seks point ned til netop Lyngby BK på andenpladsen.

Her kan du læse 90minutter.dk's fantastiske interview med en af hovedpersonerne bag mesterskabet, Anders Sundstrup, der i sommerpausen blev hentet hjem til Vestegnen og sammen med angrebsmakker Claus Nielsen lavede ikke færre end 48 mål i sæsonen.

Start-11

Jesper Hansen
Ole Madsen
John Widell
Lars Olsen
Kim Christofte
John Jensen
John Helt
Bjarne Jensen
Henrik Jensen
Claus Nielsen
Jens Kolding

Kamp 1000

Brøndby IF's første mesterskab kunne fejres på behørig vis den 27. oktober 1985, fire runder før sæsonens afslutning, da de nærmeste forfølgere fra Lyngby BK snublede i Århus dagen før.

Kamp 200: OB - Brøndby IF 0-4

Kamp nummer 200 blev spillet den 9. april 1989, og startopstillingen til opgøret - som du kan se nedenfor - rummer ikke færre end seks spillere, der senere, i 1992, skulle blive Europamestre med det danske landshold.

Sæsonen 1989 matchede rent sportsligt ikke helt sæsonerne før og efter, hvor Brøndby IF vandt mesterskabet begge år. Dog er det værd at bemærke, at Brøndby IF i foråret 1989 vandt klubbens første titel i den danske pokalturnering. Trods pokaltitlen blev Ebbe Skovdahl, der havde været succesfuld træner i fire år, i foråret 1989 afløst af Morten Olsen som cheftræner grundet den sportslige "stagnation".

Start-11

Peter Schmeichel
Bjarne Jensen
Lars Olsen
Kent Nielsen
Henrik Hansen
Jens Madsen
Brian Chrøis  
Henrik Jensen (udskiftet for Leif Nielsen i 78. min.)
Kim Vilfort  
Brian Laudrup  
Bent Christensen 

LO

Lars Olsen var i sen-80'erne og start-90'erne en af de bærende kræfter på et ufattelig kraftfuldt Brøndby-mandskab, der fra 1987 til 1991 vandt fire mesterskaber.