
Brøndby IF styrker talentafdelingen med ny individuel træner
30.09.2013 11:45
Brøndby IF opruster omkring talentholdene. Henrik Lehm er blevet ansat som ny individuel træner med fokus på U15-, U17- og U19-holdet. Derudover skal han i en periode hjælpe til omkring Superligaholdet.
Henrik Lehm er DBU-instruktør med P-licens og tidligere cheftræner i AB, Hjørring og Næsby, hvor han ligeledes stod for opbygningen af klubbens talentstruktur. Lehm har mere end 30 års trænergerning på bagen.
Vi optimerer træningskapaciteten
Sportschef Per Rud udtaler:
- Vi har haft et behov for at optimere træningskapaciteten omkring U-holdene, så vi i endnu højere grad kan videreudvikle vores mange, dygtige unge spillere.
- Vi har mange U-landsholdsspillere og øvrige talenter, som vi forventer os rigtig meget af i fremtiden, og de ekstra ressourcer på træningsbanen, som Henrik Lehm vil bidrage med, vil helt sikkert få en positiv effekt på deres udvikling. Henrik Lehm er altså en tilføjelse til vores i forvejen rigtig dygtige stab af ungdomstrænere og -ledere.
- Derudover har vi et akut behov for at tilføre en ekstra ressource til Superligaholdets træning, og her vil Henrik Lehm ligeledes træde til en periode, indtil vi ansætter en førsteassistent.
- Vi arbejder fortsat på en profil på en førsteassistent til Thomas Frank. Vi har ikke en tidshorisont på ansættelsen, men vi lægger sidste hånd på en profilbeskrivelse i løbet af efteråret.
Henrik Lehm siger om det nye job på Vestegnen:
- Det er meget spændende for mig at blive en lille del af et nyt, stort Brøndby IF. Der sker utrolig mange, positive ting i klubben i denne tid, og derfor er det selvfølgelig rigtig attraktivt at komme med ombord nu.
- Jeg har gennem min trænerkarriere fået meget jord under neglene og haft adskillige tusind træningspas, og jeg glæder mig til at komme ud på banerne i Brøndby og arbejde med nogle af de dygtigste unge spillere i Danmark.
Henrik Lehm, der er DBU-instruktør, P-licens træner og tidligere cheftræner i AB, Hjørring og Næsby, er ny individuel træner med fokus på talentholdene i Brøndby IF.