
Boulahrouz-afgørelse inden for en uge
26.09.2013 13:06
Nedslag i en sportschefs dagbog: Mandag tillod Per Rud sig at slukke telefonen kl 10. Dels for at holde et møde og dels for at følge træningen for reserverne.
Da Per Rud åbnede sin telefon igen to timer senere, lå der 19 beskeder med en opfordring til at ringe tilbage.
Den tidligere blæksprutte i HB Køge er havnet i en stor klub, og det kræver sin mand at fylde jobbet ud. Men Rud klager ikke. Han nyder hvert sekund i Brøndby IF.
Fortsat i dialog med Boulahrouz
- Alle vil snakke Brøndby. Fans, de ansatte i organisationen, medlemmer i moderklubben, sponsorer - og ikke mindst medier. Interessen er enorm. Og det skal vi bare være glade for, siger Per Rud.
Den største opmærksomhed lige nu handler om lørdagens opgør mod FC København. Og så vil specielt medierne gerne bore i forhandlingerne med Khalid Boulahrouz. Igen understreger Per Rud, at Brøndby IF lever af interessen fra aviser og TV-stationer.
- Vi er fortsat i dialog med Boulahrouz. Jeg vil ikke gå ind i en vurdering om muligheden for, at det ender med en kontrakt. Spilleren er interesseret, og det samme gælder for os. Vi taler stadig med hinanden, siger Per Rud.
- Jeg forstår godt, at folk synes, at det er lidt voldsomt, at Brøndby IF bliver sat i forbindelse med en spiller som Khalid Boulahrouz. Der er også dem, der siger, at det hele har været et mediestunt fra vores side for at tiltrække opmærksomhed, men det kan jeg afvise.
- Vi har ingen intentioner om at spilde hverken Boulahrouz' eller vores egen tid. Det er muligt, at det ikke ender med en kontrakt, men begge parter har hele tiden haft et reelt ønske om at undersøge muligheden for et samarbejde. Dér er vi stadig.
- Jeg håber, at vi når i mål, men mange år i denne branche har også lært mig, at det nogle gange går i vasken, selv om alle forudsætninger for at ramme hinanden som udgangspunkt er til stede. Det er mit mål, at der kommer en afklaring i løbet af den næste uge, og i den periode har jeg ikke flere kommentarer til forløbet, fordi der skal små ting til at forplumre det hele. Det håber jeg, folk har forståelse for, siger Per Rud.