Zambia i blåt og gult

30.10.2013 13:14

Brøndby IF støtter udsatte børn og unge i Zambia med spillerdragter og bolde. Fodbold giver forældreløse børn et afbræk i en hård og barsk hverdag.

Artiklen er skrevet af Michel Henri Jadouin.

Dream Factory vil hjælpe det zambiske folk

I Zambia bruger man ikke mange penge på sundhedsvæsenet. Faktisk er Zambia blandt de lande i det sydlige Afrika, som bruger færrest penge på sundhed per indbygger.

I 2005 lå børnedødeligheden på 102 per 1.000 fødte børn. I 2011 var gennemsnitsalderen i Zambia 43 år, hvilket faktisk var en forbedring på seks leveår i forhold til de foregående år.
Zambia oplever, som mange andre afrikanske lande, en regulær HIV/AIDS epidemi. Andelen af HIV-ramte mellem 15-49 år udgør 17 procent af landets befolkning og i mange områder er procentdelen endnu højere. De største smitteveje er gennem ubeskyttet sex og overførelse fra moder til barn under fødslen.

HIV/AIDS epidemien efterlader mange børn og unge uden den ene eller begge forældre.
Mange af disse børn og unge ender på gaden og i kriminalitet.

Dream Factory er en non-profit organisation, hvis vision er at højne levestandarden for det zambiske folk og hjælpe de mange børn og unge, der står uden forældre og rollemodeller.

- Fodbold er en god måde at få de unge væk fra gaden og kriminaliteten på, siger Steen Lessels fra Dream Factory og fortsætter:

- Fodbold er et særdeles effektivt redskab, der medvirker til, at vi kan række langt ud og komme ind på livet af de sårbare unge.

Zambia

Fodbold og fællesskab

"Adopt a Club" er navnet på et nyopstartet udviklingsprojekt, som Dream Factory har startet i Ndola, Zambia.

- I øjeblikket har vi omkring 200 børn og unge fordelt på fire fodboldklubber, fortæller Steen Lessels.

I projektet "Adopt a Club" bliver nuværende lokale "fodboldprojekter" adopteret for at gennemgå en alsidig udviklingsfase til at blive selvstændige og velfungerende fodboldklubber. Denne proces tager cirka halvandet år, men så er der også blevet uddannet frivillige nøglepersoner og ledere i hver klub, skabt 50 unge rollemodeller - og måske den næste Ronaldo?

Fodboldprojekterne befinder sig alle i de fattigste kvarterer i Ndola. Af de i alt 200 involverede unge drenge og piger, har mere end halvdelen mistet enten en eller begge forældre og flere har ikke muligheden for at kunne gå i skole.

- Vi prøver at give et afbræk i hverdagen for disse unge mennesker - et tilhørssted, hvor fællesskab og sammenhold dannes. Et fristed fra den til tider hårde og barske hverdag ? et sted, hvor der er plads til at drømme og hvor drømme kan blive til virkelighed, siger Steen Lessels.

I Zambia finder man ingen organiserede fodboldklubber for unge mennesker. Der er sjældent noget at lave i fritiden, hvorfor mange ledes ud i misbrug og kriminalitet, og talenter spildes dagligt på gulvet. Skuffelser og svigt er mere reglen end undtagelsen i en ung zambiers hverdag.

Blågule drømme

Brøndby IF har valgt at støtte "Adopt a Club". De unge zambiske spillere manglede nemlig spillerdragter og fodbolde.

- Vi har jo over 100 hold i Brøndby, så da vi skiftede fra Adidas til Hummel, så stod vi med en masse spillerdragter samt træner- og ledertøj, som vi ikke længere kunne bruge, fortæller forretningsfører Michael B. Espersen fra Brøndbyernes IF.

Dream Factory modtog 600 komplette spillerdragter plus det løse.

- Vi håbede på lidt dragter fra Brøndby, men vi havde slet ikke regnet med så mange. Det er jo fantastisk, siger Steen Lessels.

- Vi er jo bare glade for, at tøjet bliver brugt, siger Michael B. Espersen og fortsætter:

- Vi stod med 1.200 komplette spillersæt, som vi skulle forære væk til en eller flere organisationer. Vi valgte at give 600 til Dream Factory og 600 til Røde Kors.

- Det betyder rigtig meget for os, siger Steen Lessels fra Dream Factory. Steen Lessels fortæller også, at de har givet nogle af trøjerne til børnehjemsbørn i Malawi.

- Vi har besluttet at lave en eftersending med resttøj og fodbolde til klubberne i Ndola, siger Michael B. Espersen.

ME SL

Forretningsfører i Brøndbyernes IF, Michael B. Espersen og Steen Lessels fra Dream Factory.

En hilsen fra Chris Katongo

- I øvrigt har jeg en meget varm hilsen fra Chris Katongo, som lige igen har besøgt Dream Factory, og jeg skulle sige, at Brøndby IF altid vil være i hans hjerte, fortæller Steen Lessels.

De fleste Brøndby-fans husker nok den lille zambiske angriber, der fra januar 2007 til sommeren 2008 scorede mål og lavede flikflak i Brøndby-trøjen. Steen Lessels har selv en lang historie med Brøndby. Han har været Brøndby-fan gennem 30 år. I dag er han bosat i Jylland, men tidligere var han fast mand til alle Brøndbys kampe - både i ligaen og i Europa Cuppen.

- Jeg er med i 100 mandsklubben og er inkarneret Brøndby-fan, fortæller Steen Lessels.
Han var i øvrigt den første Brøndby-fan, der fik en flise i Walk Of Fame.

- Jeg er Brøndby-fan i hjertet, siger Steen Lessels og fortsætter:

- Vi er i Dream Factory, Brøndby IF meget taknemmelige for det flotte sponsorat, og jeg personligt er lykkelig for, at jeg på denne måde kan forene mine to store interesser til glæde og gavn for nogle mennesker, der virkelig ikke har det let i livet.

Zambia

Brøndby IF håber, at de zambiske børn og unge får stor glæde af spilledragterne.