Thomas Frank: Det handler om Den Gode Præstation

04.10.2013 09:12

De seneste tre kampe er som bekendt endt med tre sejre til Brøndby IF, og der er bred enighed i medierne og blandt fans om, at tingene begynder at se lysere ud både spillemæssigt og pointmæssigt for de blågule.

Der er dog langt flere nuancer i en fodboldkamp end det endelige udbytte i form af nul, et eller tre point, selv om det i sidste ende er det, man bliver målt på.

Thomas Frank taler ofte om "Den Gode Præstation", når han sammen med spillerne skal evaluere en kamp. Men hvad ligger der egentlig i det begreb? Det har brondby.com taget en snak med cheftræneren om. Nedenfor kan du læse, hvad det er for nogle parametre, han som cheftræner kigger på, når spillernes indsats i en kamp skal bedømmes.

Basen skal være i orden

- Den Gode Præstation er vores fundament for at præstere godt og kontinuerligt. Det er fysiske og mentale aspekter af spillet, der skal være til stede - ud over de tekniske og taktiske aspekter, som vi øver os i på træningsbanen, og som selvfølgelig også er rigtig vigtige.

- Men der er en fysisk og en mental base, som skal være i orden hver evig eneste gang, og det taler jeg konstant med spillerne om og holder dem op på, når vi evaluerer.

- I forhold til fysikken handler det om, at vi skal løbe allerhelvedes mange meter som enkeltspillere og som hold, og så skal vi investere en masse fysik i duellerne. Desuden skal vi være meget aggressive i presspillet. Fodbold er et fysisk spil, og derfor er den rette fysiske indsats grundlaget for succes. Her skal vi være bedre end vores modstandere.

- Mentalt handler det meget om tilgangen til kampen. At udvise den rette indstilling, aggressivitet og ikke mindst mod, som er en værdi, vi arbejder meget med. Mod til at tænke fremad. Mod til at presse højt og aggressivt. Mod til at kommunikere med hinanden og mod til at stille krav til holdkammeraterne.

- Jeg er udmærket klar over, at det i sidste ende handler om at få point på kontoen, og det er også det, som Den Gode Præstation er vejen til. Jeg kan sagtens rose spillerne efter en tabt kamp, hvis de har præsteret efter de parametre, vi bedømmer en indsats ud fra, og som jeg har skitseret her. Så er der hele tiden taktiske og tekniske ting, som vi skal blive bedre til, men fundamentet for succes er, at vi i hver eneste kamp lever op til parametrene i Den Gode Præstation.

Om spillerne igen leverer en god præstation, og om det fører til tre point på ny, kan du se på søndag kl. 19, hvor Brøndby IF gæster Farum til en kamp mod FC Nordsjælland.

Hvis du ikke har mulighed for at se kampen på Farum Park, kan du følge opgøret på TV3+.

RD

Riza Durmisi og co skal igen levere på grønsværen, hvis der søndag skal point på kontoen på Farum Park. Foto: Arnason.dk