Simon Makienok tager den med ro

15.10.2013 15:16

Simon Makienok kommer til at holde en længere pause. Det skyldes den lårskade, som han pådrog sig i 3-1-sejren over AGF for fire uger siden.

Siden dette opgør har den lange angriber været på et skåneprogram, men da det ikke har givet den ønskede bedring, vil træner- og sundhedsteamet nu give skaden helt ro til at hele.

Tid og plads til den fornødne ro

- Simon har haft problemer med låret igennem et stykke tid, og på trods af nedsat funktionsevne har han stadig scoret vigtige mål. Det har været en klar gevinst for holdet, men der er desværre ikke den ønskede fremgang at spore, selv om han har været på et skåneprogram, fortæller cheftræner Thomas Frank og tilføjer:

- Derfor tager vi nu konsekvensen og giver Simon en pause, så han kan komme tilbage på 100 % fra sin lårskade. Vi forventer således, at vi kommer til at holde ham ude i op til fire uger, så han får et roligt forløb, hvor der er tid og plads til den fornødne ro.

SM

Simon Makienok i jubel efter sin scoring i 1-1-opgøret mod FC Nordsjælland. Foto: Arnason.dk.