Sikkerhedsrapporter fra kampene mod AaB og OB

25.10.2013 15:35

Som et led i det øgede fokus på sikkerhedsområdet vil Brøndby IF's sikkerhedschef, Mickel Lauritsen, efter hver Brøndby-kamp "afrapportere" her på brondby.com.

På den måde kan alle involverede parter samt øvrige interesserede få et indblik i Brøndby IF's sikkerhedsafdelings syn på afviklingen af den netop overståede kamp. Afrapporteringerne vil typisk komme et stykke tid efter den pågældende kamp, da der skal afholdes evalueringsmøder m.m. for at få det fulde overblik over den afviklede kamp.

Denne gang gælder det kampene mod henholdsvis AaB og OB, der blev spillet den 1. og 15. september 2013.

AaB - Brøndby IF, 1. september 2013

Brøndby IF stillede til denne kamp med otte kontrollører efter aftale med AaB, hvilket er lidt flere end det normale til en kamp som denne.

Der var til kampen ingen efterretninger angående uro eller ballade, og der var forud for kampen rettet henvendelse til Brøndby IF's fangrupperinger og lavet aftaler angående opførsel og dialog før, under og efter kampen. Dertil blev der lavet aftaler omkring tifomateriale og lignende ting, der kunne medbringes på stadion. Dette for at optimere forholdene mest muligt og for at forhindre mulige misforståelser, der kan opstå i et indgangsparti til en kamp med så mange mennesker på tribunerne.

Derudover er udebaneafsnittet i Aalborg placeret meget tæt på selve banen, og det har givet anledning til problemer for flere af de danske klubbers fangrupperinger førhen. Derfor blev opførslen på selve tribuneafsnittet gennemgået forud for kampen, idet man fra klubbens side ønsker at undgå uheldige episoder og uro, der kunne være undgået via planlægning.

Brøndby IF's medrejsende kontrollører var som vanligt med for at støtte op omkring det sikkerhedsarbejde, der foregår på Nordjyske Arena, men samtidig også for at agere stødpude og dialoggruppe mellem fans og det lokale sikkerhedskorps. Dette er helt normal praksis, idet der imellem fans og de medrejsende kontrollører er et godt tillidsforhold, hvilket kan hjælpe til med at løse småproblemer og mindre konflikter.

Under kampen var det, som beskrevet, aftalt, at Brøndby IF's kontrollører havde til opgave at være første kontakt mellem Brøndby IF's egne fans og Aalborgs sikkerhedskorps. Brøndby IF's kontrollører arbejdede under kampen derfor sammen med Aalborgs kontrollører på selve tribunen.

Der var godt fyldt på Brøndby IF's tildelte tribuneafsnit, og som altid var Brøndbys fans med til at gøre stemningen på stadion til noget helt særligt. De mange mennesker på tribunen gjorde arbejdet oppe mellem fansene utrolig vanskeligt, hvorfor arbejdet med at gå ind på tribuneafsnittet og tage kontakt til enkelte personer var krævende. Dog blev der arbejdet ihærdigt fra begge kontrollørkorps for at opretholde ro og orden på afsnittet.

Under kampen fik sikkerhedskorpset fra Aalborg og Brøndby IF's kontrollører udfordringer med begge holds fans, der begge kastede genstande på banen og i enkelte tilfælde affyrede pyroteknik fra tribunerne. Begge dele noget som Brøndby IF efterfølgende fik en indberetning på fra disciplinærudvalget under DBU. Indberetningen gik specifikt på:

Kanonslag affyret blandt tilskuerne.
Fadøl kastet på banen.
Nødblus affyret på tribuneafsnittet.
1 stk. lighter kastet på banen.

Brøndby IF ærgrer sig som klub utrolig meget, når der skal bruges tid, penge og ressourcer på den slags overtrædelser, der er et forstyrrende element både for spillerne, klubben, men også for de øvrige fans, der skal læse om overtrædelser i stedet for at kunne klappe sig selv på skulderen for den fantastiske støtte, de altid yder holdet. Brøndby IF tager derudover kraftig afstand fra enhver overtrædelse af de gældende ordensreglementer på de danske stadions.

Men ligesom selve fodboldspillet ændrer sig med tiden, så skal reglerne omkring indretningen af de forskellige stadions også følge med tiden. Det er noget, der i høj grad kan forbedre de forskellige aspekter af sikkerheden omkring kampene, samt den trygge og sjove oplevelse det skal være at besøge et Superligastadion i Danmark. Det er noget, der skal arbejdes på fra klubberne og fra centralt hold, så vi kan imødekomme de krav og udfordringer, vi vil møde fremover.

Dertil skal det også siges, at problematikken omkring overtrædelser og uro på tribunerne er en sag med flere sider. Nogle af de nævnte overtrædelser ovenfor giver anledning til, at man måske skal til at tænke anderledes i håndteringen af afviklingen af kampene, specielt når man tager indretningen på mange tilskuerafsnit i Danmark i betragtning. Det er noget, der bliver taget op af Brøndby IF i DBU-regi.

Brøndby IF - OB, 15. september 2013

Efterårsbesøg fra Fyns stolthed OB, der skulle forsøge at få points på Brøndby Stadion.

Op til kampen var der dialog mellem Odense Boldklubs sikkerhedschef og undertegnede. Under disse samtaler bliver der udvekslet oplysninger omkring billetsalg, informationer omkring tifo, godkendelser på de genstande der kan/må medbringes på stadion, antal medrejsende fans samt eventuelle ønsker. Dertil kommer oplysninger angående udebaneafsnittets indretning, og eventuelle ting de som gæstende klub skal være opmærksomme på.

Til denne kamp var der efterretninger omkring en fanbus fra OB, der ville ankomme direkte til Brøndby Stadion samt et antal tilskuere, der ville rejse med tog fra Odense.

I det normale fredagsmøde med Københavns Vestegns Politi bliver der ligeledes talt om konkrete ting, der kan give anledning til problemer samt ting, der kan være med til at lette afviklingen for både klub, myndigheder og de gæstende tilskuere til kampen.

Disse aftaler og dialogen mellem OB og Brøndby indgik i den samlede planlægning for selve afviklingen af kampen. På dagen mødte Brøndby IF's kontrollører ind og blev suppleret af to kontrollører fra Odense, der skulle assistere ved udebaneafsnittet.

Efter briefing af kontrollørkorpset omkring dagens kamp blev arbejdet på og omkring stadion sat i gang. Udenfor stadion ved indgang C blev der udpeget to personer fra Brøndby IF's karantæneregister, der forsøgte at få adgang til stadion. Disse personer blev taget med og efterfølgende bortvist fra stadion.

Der var stor fokus på indgangene og de eventuelle problematikker, der kan være i den forbindelse som f.eks. lange køer, problemer med billetter/sæsonkort og lignende. De medrejsende OB-fans ankom uden problemer til stadion, hvor de blev visiteret og vist ind på deres tildelte tribuneafsnit.

Ved kampstart var alle tilskuere inde på stadion og klar til spillernes indløb. Ved indløbet blev der affyret pyroteknik fra Sydsiden-tribunen, der dog hurtigt blev slukket og ikke fik indflydelse på selve kampafviklingen.

En person havde kort inde i kampen brug for assistance, idet et fremmedlegeme sad fast i halsen, hvilket gav vejrtrækningsproblemer. Da stadions samaritter ankom blev det konstateret, at personen havde brug for yderligere assistance, hvorfor en ambulance blev tilkaldt. Personen blev efterfølgende kørt på skadestuen og fik den nødvendige hjælp. Efter endt behandling kunne personen heldigvis forlade skadestuen uskadt.

I udebaneafsnittet blandt OB's medrejsende tilskuere blev der i midten af første halvleg affyret pyroteknik, der hurtigt blev lagt ned på jorden. Den pågældende person blev forsøgt lokaliseret, og vagter blev sat på tribunen for at observere udebaneafsnittet.

Dette førte efter kort tid til, at man fandt en person/gruppe, der gav anledning til problemer for de øvrige tilskuere på afsnittet samt for sikkerhedspersonalet. Det nødvendige mandskab blev sat ind på tribunen, hvor man via dialog fik fat i de involverede personer og efter kort tid fik dem eskorteret væk fra tribunen. Herunder blev en person bortvist fra stadion for dårlig opførsel. Resten fik en formaning, hvorefter de returnerede til tribunen.

Derudover var der ikke de store udfordringer for sikkerhedspersonalet under kampen, der forløb forholdsvist roligt. Efter kampens afslutning blev en gruppe kontrollører sat til at følge OB's medrejsende tilskuere ud fra stadion og ind i deres bus. De assisterede ligeledes politiet med at få samling på den gruppe, der skulle i retning mod toget. Dette foregik fredeligt, og alle kunne forlade stadion uden nogen form for uro.

For Brøndby IF's tilskuere var der fest, og 2-1-sejren blev fejret sammen med spillerne, der gik en runde på banen for at takke for den store opbakning, de tilstedeværende tilskuere havde ydet under kampen.

Blågule hilsner,

Mickel Lauritsen
Sikkerhedschef, Brøndby IF