Nørgaard: Klart opadgående form og udvikling

20.10.2013 09:56

Gode træningspas, tempofyldte indhop i Superligaen og anfører i to U20-landskampe. Sådan lyder opskriften på Christian Nørgaards opadgående formkurve.

Den 19-årige midtbanespiller føler sig skarpere og skarpere, og nøgleordet for ham er netop udvikling.

Jagter så meget spilletid som muligt

- Min form og udvikling er klart opadgående. Det har været godt at få disse indhop i Superligaen og på den måde vænne mig til tempoet, stemningen og omgivelserne. Dernæst har det været vigtigt, at jeg undervejs har holdt det høje niveau til træning, og vi træner rigtig godt hver gang, fortæller Christian Nørgaard og tilføjer:

- I landskampspausen fik jeg tilmed to U20-landskampe, og de lå helt perfekt i forhold til opbygningen af min form. Jeg føler mig skarpere og skarpere, og i de kommende uger tror jeg, at man vil se, at summen af alt arbejdet i Brøndby IF og et par landskampe har rykket ved min form og udvikling.

- Jeg føler mig 100 % klar til at spille, hvis der bliver brug for mig. Som jeg har sagt tidligere, så er jeg tålmodighed, og jeg forventer ikke en fast plads med det samme, men jeg jagter selvfølgelig så meget spilletid som muligt, så jeg stille og roligt kan lægge til min udvikling på dette niveau.

CN

Christian Nørgaard på kunstgræsset i Farum i sidste spillerunde. Søndag har han mulighed for at komme på Brøndby Stadions græstæppe i opgøret mod Viborg FF. Foto: Flemming Alø.