
Makienok: Skulle have scoret et mål mere
06.10.2013 21:57
Simon Makienok scorede nok en gang, da Brøndby IF fik 1-1 med hjem fra Farum Park.
Den lange angriber har dermed scoret fem mål i de sidste fem kampe (seks i seks, hvis man tæller pokalkampen mod Hvidovre IF med), men her til aften ville Makienok gerne have lavet en kasse mere på hans store chance i starten af anden halvleg.
Et fair resultat
- Jeg er glad for, at jeg personligt holder målstimen, men jeg er ærgerlig over, at vi ikke får fortsat sejrsstimen.
- Jeg skulle have scoret til 2-0 lige i starten af anden halvleg, hvor jeg har en rigtig stor chance efter et super godt angreb. Den gik ikke ind, da jeg rammer den helt skævt, og så ender det med, at FC Nordsjælland får udlignet.
- Resultatet var fair nok. Det var en meget lige kamp, hvor begge hold kendte hinanden godt. Derfor blev der heller ikke så mange store målchancer. Vi må dog fokusere på, at vi har hentet 10 point i de fire sidste kampe.
- Jeg har stadig lidt problemer med mit ene forlår, og derfor blev jeg efter planen skiftet ud. Det føltes dog bedre end i sidste kamp, så jeg er fortrøstningsfuld, lyder det fra Makienok.