Makienok efter afbud: Ærgerligt

13.10.2013 18:59

En smule frustreret. Ærgerlig. Men ikke indebrændt.

Sådan kan man bedst beskrive Simon Makienoks sindstilstand, efter at Brøndby-angriberen søndag meldte afbud til VM-kvalifikationskampen mod Malta.

Bedst ikke at forcere tingene

- Det er først og fremmest ærgerligt. Jeg ville gerne have spillet den kamp, men forstrækningen på forsiden af venstre lår driller stadig. Derfor besluttede vi i fællesskab, at det var bedst ikke at spille. Når der er så kort tid mellem kampene som i dette tilfælde, ville jeg næppe kunne nå at restituere 100 procent og dermed spille fuld damp, forklarer Simon Makienok.

- Jeg kunne muligvis godt have gennemført kampen, men vi vurderede, at det var bedst ikke at presse skaden eller forcere tingene. Sådan må det være. Det ville have været værre, hvis det havde været en altafgørende VM-kamp, jeg var gået glip af.

Det er den samme skade, der har drillet Simon Makienok hele efteråret.

- Jeg kunne godt tænke mig at blive helt klar og fri af skaden. Men det er altid en balance. Man vil jo også gerne spille og være med. Man ved aldrig med den slags skader. Måske skal der bare et par dages hvile til, så er man 100 procent klar. Nu må vi se, siger Simon Makienok.

SM

Simon Makienok i jubel efter sin scoring i søndags mod FC Nordsjælland. Det er uvist om den lange angriber bliver klar til at jagte nye scoringer mod Viborg om en uge. Foto: Arnason.dk.