Lebo: Det var fedt at spille

31.10.2013 15:56

18-årige Lebogang Phiri kom i vælten, da Brøndby IF skulle på en svær opgave ude mod formstærke OB.

Den unge sydafrikaner slap godt fra opgaven, og med vanlig ro og fysisk styrke - trods sin klejne størrelse - matchede han fint sine direkte modstandere på fynboernes midtbane.

brondby.com har talt med Lebo om kampen med OB.

Kæmpede det bedste, jeg har lært

- Inden kampen koncentrerede jeg mig om at komme i den rette mentale tilstand, så jeg var klar til at spille kampen. Jeg havde ikke regnet med at starte inde, men måske blive skiftet ind i løbet af kampen, så da jeg fik at vide, at jeg skulle starte inde, begyndte jeg at gøre mig klar mentalt.

- Det er et stykke tid siden jeg har spillet en kamp fra start, så det var vigtigt, at jeg var klar i hovedet til at spille og holde et højt niveau, så jeg ikke gjorde holdet dårligere.

- Rent fysisk kæmpede jeg det bedste, jeg har lært. Jeg må indrømme, at jeg var godt træt efter 70 minutter, og jeg måtte da også på et tidspunkt i anden halvleg strække lidt ud på banen. Jeg tog et langt returløb og kunne så mærke det stramme til i læggen. Jeg tænkte "oh my God", nu får jeg krampe, men heldigvis hjalp det at strække lidt ud. Det var fedt at spille kampen, og jeg er glad for chancen, lyder det fra Lebo.

LP

Lebogang Phiri glæder sig over spilletiden mod OB, hvor Brøndby IF startede med tre 19-årige og to 18-årige. Foto: Arnason.dk