Hjulsager i den hårde skole

30.10.2013 08:08

Det knager. Det strammer. Det værker.

Også helt unge fodboldspillere kan blive trætte. Spørg bare Andrew Hjulsager efter OB-kampen i søndags. Her tre døgn efter den intense match på Fyn er Brøndby-kanten stadig "ramt". Men han klager ikke.

Vil gerne blive stærkere

- Jeg har ondt mange steder. Det kan ikke være anderledes. Den helt store forskel på at være ungdomsspiller og pludselig optræde i Superligaen er, at antallet af "eksplosioner" er meget højere. Man skal hele tiden op i gear og give alt i nærkampene. De kommer hele tiden. Man får ikke pauser undervejs. Det tager bare tid at vænne sig til. Også for kroppen, kommer det fra Hjulsager.

Den 18-årige offensivspiller går selv kritisk til værks, når han skal bedømme sin egen indsats:

- Jeg tænker hele tiden på, hvad jeg kan og skal forbedre for at udvikle mig. Men samlet set var jeg generelt tilfreds med mit spil mod OB. Jeg deltog i spillet fremad og var involveret i afslutninger. Defensivt fik jeg også lukket af. Men jeg vil gerne blive stærkere rent fysisk, sådan at jeg kan stå distancen endnu længere. Jeg var i hvert fald ikke sur, da jeg blev taget ud. Der var ikke mere tilbage på batterierne, siger Hjulsager, der efter 70 minutter blev erstattet af Ferhan Hasani.

AH

Andrew Hjulsager i aktion mod OB. Foto: Flemming Alø.