Grønt lys til Makienok

07.10.2013 09:08

Brøndby IF's Simon Makienok er brandvarm for tiden og scorede igen i søndagens 1-1-kamp mod FC Nordsjælland. Hans sjette mål i seks kampe. Det til trods for at den lange angriber har haft problemer med det ene forlår.

Brøndby IF har efter kampen mod FC Nordsjælland været i dialog med DBU og staben omkring landsholdet, og det er besluttet, at Simon Makienok som planlagt møder ind i landsholdslejren.

En ære at levere landsholdsspillere

Cheftræner Thomas Frank udtaler:

- Det er en kæmpe ære at kunne levere spillere til de danske landshold, og det er det bestemt også for os i Simons tilfælde.

- Derfor skal vi selvfølgelig ikke sende en skadet spiller af sted, men efter at have talt med Simon, vores sundhedsstab og med landsholdet, så har vi besluttet, at Simon tager afsted til landsholdslejren. Hans lårproblemer er i klar bedring, og det er aftalt, at træningen i landsholdslejren i løbet af ugen doseres, så vi forventer, at han vil være spilleklar fredag.

SM

Simon Makienok scorede igen i 1-1-kampen mod FC Nordsjælland. Hans sjette mål i seks kampe. Foto: Arnason.dk