
Frank: De unge holder et højt niveau
24.10.2013 11:28
Tidligere torsdag gav cheftræner Thomas Frank en status på de fire profiler, som ikke kom i spil i søndagens kamp mod Viborg FF.
I forlængelse af den snak fortæller Frank nu til brondby.com, at han oven på fraværet af Makienok, Kahlenberg, Albrechtsen og Boulahrouz glæder sig over niveauet hos de unge spillere i truppen, som spillede søndag:
Riza Durmisi på venstre back, 19 år.
Frederik Holst på højre back, 19 år.
Kenneth Zohore i angrebet, 19 år.
Christian Nørgaard på midtbanen, 19 år.
Dario Dumic, midterforsvarer, 21 år.
Andrew Hjulsager, indskiftet på kanten, 18 år.
Talentudvikling er klubbens DNA
- Det glæder mig utrolig meget at se vores unge spillere træde i karakter og være gode erstatninger for så stærke, erfarne spillere som dem, vi manglede i søndags.
- Mod Viborg havde vi fire 19-årige spillere i startopstillingen og skifter en 18-årig ind i anden halvleg, uden at vores niveau falder mærkbart. Det gør mig som træner og talentudvikler rigtig, rigtig glad, og det synes jeg er værd at fokusere på.
- Det er stærkt af de unge, at de vokser med opgaven og viser os, at de kan og vil det her. Ud over de fem helt unge, der var i spil i søndags, er der en række andre, der dagligt byder sig til til træning, og der er desuden mange rigtig dygtige spillere på vej fra de forskellige ungdomshold.
- For klubben og for mig personligt er talentarbejdet en grundpille, der ikke skal rokkes ved, men som tværtimod skal styrkes i den kommende tid. Talentudviklingen er en ekstrem vigtig del af hele klubbens DNA, og fra Superligaholdet og ned gennem talentholdene helt ned til børnefodbolden vil vi løbende intensivere samarbejdet og toptune det fantastiske talentapparat, som Brøndby IF er. Det ligger mig og de øvrige i den sportlige ledelse meget på sinde, lyder det fra Thomas Frank.
Andrew Hjulsager på 18 år er en af de unge talenter, hvis niveau roses af cheftræner Thomas Frank. Foto: Arnason.dk