Billetinfo, fanzone og familieafsnit til FCN-kampen 6. oktober

02.10.2013 12:06

Opbakningen til lørdagens Derby var fantastisk, og den støtte kan forhåbentlig tages med videre til næste runde. Søndag den 6. oktober kl. 19:00 venter således et udeopgør mod FC Nordsjælland.

Værterne har sørget for en såkaldt 'fanzone', hvor Brøndby-fansene kan varme op med øl, vand og grillpølser. Til selve kampen vil der i øvrigt være et familieafsnit for blågule tilhængere. Læs mere om disse tiltag nedenfor.

Bemærk ligeledes, at det er billigere at købe billetten i forsalg.

Køb billetter online

Til opgøret i Farum den 6. oktober vil langsideafsnittet C1 være reserveret til familieafsnit for Brøndby-fans - det vil sige den del af langsiden, som er nærmest det normale udebaneafsnit på B-tribunen.

Det vurderes løbende, om familieafsnittet kan og skal udvides. Derfor opfordrer FC Nordsjælland alle interesserede til at købe billet online via billetter.fcn.dk hurtigst muligt, da det vil sikre, at de kan tilpasse afsnittet efter aktuelt behov.

Ved køb af billetter online er billetpriserne 125 kr. for voksne og 50 kr. for børn. Det er 20 kr. billigere end i billetboden på Farum Park, som sælger tager henholdsvis 145 kr. og 70 kr. på kampdagen.

Kickoff er kl. 19:00, men allerede fra kl. 16:00 vil en 'fanzone' for Brøndby-fans åbne foran B-tribunen. Her vil grill, fadølsanlæg og kolde sodavand stå klar til de blågule tilhængere, som ønsker at samles og varme op til kampen.