
Almebäcks duel med Emil Larsen
30.10.2013 09:29
Man kan ikke neutralisere Emil Larsen 100 procent. Men Brøndby-backen Michael Almebäck kom tæt på i søndagens 0-0-kamp mod OB.
Emil Larsen fik ikke den afgørende rolle, han har haft for OB i flere kampe i denne sæson. Og det var ikke mindst Almebäcks fortjeneste.
Var forberedt
- Emil Larsen har et godt "mix" i sit spil. Han kan lidt af det hele og vil gerne udfordre dig. Jeg synes, at det gik fint for mig. Jeg var på forhånd forberedt på, hvordan han ville spille. Vi havde jo erfaringerne fra den seneste kamp at trække på, og jeg synes, at det lykkedes os at forsvare fint. Ikke bare over for Emil Larsen, men også over for resten af OB-spillerne, vurderer Almebäck.
Almebäck er klog og beskeden nok til ikke at kåre sig selv som vinder af duellen med Emil Larsen. Han konstaterer i stedet, at Emil Larsen er noget af det mest "farlige", man kan blive udsat for som direkte modspiller i ligaen.
- Han er en god spiller. Meget hurtig til at opfatte udviklingen i spillet og se mulighederne. Det skal man være på vagt overfor, siger Michael Almebäck.
Michael Almebäck, her i debutkampen mod Sønderjyske den 28. juli, holdt sammen med de øvrige Brøndby-forsvarere igen nullet i kampen mod OB. Foto: Arnason.dk