Aldo: Nu kan vi se fremad

08.10.2013 15:17

Tirsdag eftermiddag var der atter indkaldt til pressemøde på Brøndby Stadion. Denne gang omhandlede det den såkaldte feriepengesag, som i det seneste års tid har fyldt meget internt i Brøndby IF og ikke mindst i medierne.

Brøndby IF og Spillerforeningen har tirsdag indgået en aftale, der betyder, at klubben nu efterbetaler manglende feriegodtgørelse, løn og pension til et samlet beløb på 29,4 mio. kroner.

Bestyrelsesformand Aldo Petersen betonede på pressemødet vigtigheden af at overholde sine forpligtelser som ansvarlig klub og gav tre årsager til, at aftalen nu er indgået med Spillerforeningen.

Vi er en klub, der overholder vores forpligtelser

- Vi har i bestyrelsen helt fra vores tiltræden haft den klare holdning, at vi som klub og selskab naturligvis skal overholde vores forpligtelser 100 %. Det gælder også i Feriepengesagen, som vi siden i sommer har arbejdet på at forlige. Vi har nu indgået en aftale med Spillerforeningen, så vi får sagen ud af verden og kan komme videre.

- Der er primært tre årsager til, at vi vælger at betale pengene efter forlig med Spillerforeningen. For det første er der det juridiske aspekt. Her mener vi ikke, efter den klare dom i Voldgiften, at det vil være hensigtsmæssigt at prøve de enkelte sager. Udfaldet vil efter alt at dømme blive mere eller mindre det samme, og så ville vi i givet fald skulle bruge en hel masse ressourcer på et langt og ufrugbart sagsforløb med alt, det indebærer.

- Det andet aspekt er det økonomiske. Spillerforeningen har fået medhold ved Fodboldens Voldgift. Vi har grundigt vurderet kendelsen og er nået frem til, at vi bør lukke sagen nu. Det er dyrt, når rentetaksameteret står og tikker.

- Det tredje og sidste aspekt er det imagemæssige. Det er selvsagt skidt for en klubs image at have en negativ og så omtalt sag hængende over hovedet i så lang tid. Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at det er Brøndby, der har måttet tage al skraldet i denne sag, da der jo er adskillige klubber involveret, men netop det faktum har givet os større incitament til at få lukket Feriepengesagen en gang for alle.

- Det er selvfølgelig en stor udskrivning - det vil det være for alle klubber - men vi er i den gunstige situation, at vi i de sidste par måneder har været så heldige, eller dygtige om man vil, at skabe den rette betalingsevne, så vi kan lukke Feriepengesagen, uden at vores økonomiske fundament svækkes.

- Nu kan vi se fremad og bruge ressourcer på at skabe et frugtbart samarbejde med Spillerforeningen til gavn for begge parter og dansk fodbold. Jeg vil gerne takke Mads Øland og Spillerforeningen for et godt og konstruktivt forløb gennem de seneste måneder, lyder det fra Aldo Petersen, der slutter med følgende kommentar:

- Der har været sagt og skrevet meget om de tidligere spillere, der nu modtager efterbetaling for feriepenge, løn og pension. Vores holdning er, at der her er tale om uoverensstemmelser mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og at der er nogle klare arbejdsmarkedsregler, som skal overholdes fra arbejdsgivers side. Uagtet at der i dette tilfælde er tale om fodboldspillere med høje lønninger. Regler er regler, og dem skal vi naturligvis efterleve.

AP

Bestyrelsesformand Aldo Petersen under pressemødet på Brøndby Stadion. Foto: Arnason.dk

MØ

Direktør i Spillerforeningen, Mads Øland, kvitterede undervejs for det gode og professionelle samarbejde, som han har oplevet med Brøndby IF's ledelse. Foto: Arnason.dk

AP

Aldo Petersen understregede vigtigheden af, at Brøndby IF som klub kommer videre fra Feriepengesagen. Foto: Arnason.dk

MØ AP

Både Mads Øland og Aldo Petersen udtrykte ønske om fremover at sikre et godt og konstruktivt samarbejde mellem de to parter. Foto: Arnason.dk