Albrechtsen: God første halvleg

07.10.2013 09:06

Det blev til pointdeling, da Brøndby IF og FC Nordsjælland i går aftes krydsede klinger på Farums Parks kunstgræstæppe.

De blågule kom godt fra start, og Simon Makienok sikrede en pauseføring efter flot oplæg fra Martin Ørnskov. I anden halvleg pressede FC Nordsjælland og fik til Martin Albrechtsens store ærgrelse udlignet til slutresultatet 1-1.

Planen lykkedes før pausen

- Det var en god første halvleg fra vores side, og vi holder dem fra alt. Vores plan lykkedes, og vi kom fortjent foran. Desværre fik FC Nordsjælland overtaget i anden halvleg, hvor vi blev presset længere tilbage. Vi ville gerne have fortsat med at gribe initiativet, men det lykkedes slet ikke på samme måde som før pausen, siger Martin Albrechtsen og tilføjer:

- Vi skal være bedre til at holde fast i bolden og så udvise kynisme i begge felter. Når det er sagt, så synes jeg, at vi har været inde i en positiv udvikling både med hensyn til at stå bedre defensivt og til at skabe chancer. Vi træner godt, og vi kan mærke, at det hårde arbejde giver afkast. Denne gang blev det ikke til tre point, men der ligger flere sejre og venter på os i fremtiden, hvis vi holder snuden i sporet.

MA

Martin Albrechtsen på Farum Parks kunstgræs. Foto: Arnason.dk.