Zohore er klar til Derby

29.11.2013 13:30

Kenneth Zohore sad over i seneste Superligakamp med karantæne, men er nu ude af straffeboksen forud for søndagens Derby mod FC København.

Selv melder den 19-årige angriber sig helt klar til det imødesete opgør, og Zohore har da også - siden hans flotte præstation hjemme mod AGF den 10. november - scoret i en U21-landskamp og spillet en reserveholdskamp for Brøndby IF.

Jeg lægger al min energi her

Med Simons Makienoks lårproblemer er en startplads i det blågule angreb bestemt en mulighed for den unge angriber, hvilket han føler sig klar til.

- Jeg føler mig skarp og har ingen skavanker eller skader, så jeg glæder mig til kampen. Jeg tror, at det bliver en lige og spændende kamp, som godt kunne godt ende med en 2-1-sejr til os.

Der har været skrevet og sagt en del om Zohores fortid hos søndagens modstander fra FC København, men for Zohore selv spiller det ikke den store rolle.

- Det (fortiden i FCK. red.) har jeg faktisk ikke tænkt på på noget tidspunkt. Jeg er kommet videre og koncentrerer mig om mit fodboldspil. Selvfølgelig tænker jeg over, hvilken modstander vi møder, men ellers er der ikke mere i det for mig.

- Jeg har altid haft det sådan, at der hvor jeg har spillet, har jeg lagt al min energi. Sådan var det, da jeg tog til Italien, og sådan er det nu her i Brøndby.

Om Zohore starter inde, og om han kan brillere som i AGF-kampen, må vi vente til søndag aften med at finde ud af. Kick off i Derbyet er kl. 19:00.

KZ

Kenneth Zohore i aktion i seneste Derby i sekunderne inden, han blev nedlagt af Pierre Bengtsson, der fik rødt kort for forseelsen.